Succes med bæredygtig Bazar
HØRBY: Kalenderen viste 1. marts og dagen levede fuldt op til årets første forårsdag.
I Hørby var byen indhyllet i masser af smukt vajende Dannebrogsflag langs byens indfaldsveje for at byde de mange besøgende velkommen og markere, at Hørby Bazar igen i år havde åbnet dørene på Hørby Efterskole.
Allerede inden dørene blev åbnet ind til markedshallen klokken 10.30, havde der dannet sig en 100 meter lang kø af forventningsfulde gæster, der var nysgerrige for at finde lige den ting, som de næsten ikke kunne undvære.
Da bazaren lukkede klokken 15, kunne arrangørerne konstatere, at der næsten havde været 1.000 besøgende.
Blandt de hundrede boder var der alt, hvad et genbrugshjerte kunne begære af børnetøj, mode og legetøj, glaskunst, håndarbejder, boligartikler, nips, skigrej og meget mere.
Og der var endog flere der fandt noget til en god pris, som de ikke vidste, at de manglede.
- En af grundene til den altid store deltagelse i Hørby Bazar er uden tvivl en stigende bevidsthed om ”smid-væk-kultur”, og at vi som samfund i større grad ønsker at tage ansvar for vores jord og efterkommere, og det er noget Hørby Efterskole ønsker at give videre til eleverne, siger medlem af arrangørgruppen, Helle Brinkmann Larsen
Eleverne inddrages
Eleverne er med i både planlægning og afvikling, hvor de er med til at tage ansvar, de får lejlighed til at møde lokalsamfundet og opleve, at deres indsats gør en forskel.
På dagen var det eleverne der kunne ses som p-vagter og information ved indgangen eller bag disken i bazar-caféen.
- Vi glæder os rigtig meget over endnu en dag med liv, handel og god stemning på skolen, siger Pernille Kornum, der til daglig er lærer på Hørby Efterskole.
En del af overskuddet fra bazaren går til det nuværende elevhold og deres fælles aktiviteter.
De kræmmere der ikke ønsker at tage usolgte varer med hjem, kunne aflevere dem i et lokale, som FDF Tårs tømmer og tager med på deres traditionsrige loppemarked i maj måned.
Langt de fleste af kræmmerne udtrykker stor tilfredshed med salg og organisering af bazaren, så de kommer gerne igen.
Kalendergymnastikken til næste års Hørby Bazar er endnu ikke faldet på plads.
Men det ligger fast, at det igen bliver en søndag i det tidlige forår, fastslår Helle Brinkmann Larsen.