Sportsgigant vil åbne otte nye outlet-butikker - og starter i denne nordjyske by
Allerede i løbet af november åbner outlet-butikken
Sportskæden Sport24 er i gang med en større offensiv satsning på det danske butiksmarked. Satsningen er fordelt over hele landet - men det bliver i Nordjylland, at nogle af de første forandringer kommer til at ske.
Sport24 planlægger at åbne hele otte nye outletbutikker - og den allerførste af dem slår dørene op i Frederikshavn. Butikken, der skal åbnes på Hjørringvej 163A, kommer til at ligge i butikscenteret ved Power og Elgiganten. Den nye outletbutik åbner ventes ifølge Sport 24 at åbne i løbet af november.
- Vi åbner med et nyt butikskoncept. Og vi tror meget på det nye butikskoncept med blandt andet ændret design og shop-in-shop. Det er en meget stærk manifestation af vores uforandrede tro på de fysiske butikker, både de almindelige ”røde” Sport24-butikker og vore ”grønne” outletbutikker”, siger direktør Lars Elsborg i en pressemeddelelse.
De nye outletbutikker er som nævnt et led i en større offensiv satsning i det, Sport24 ellers beskriver som et "generelt presset marked".
Sideløbende med satsningen i Frederikshavn åbner man til november også det, der bliver Danmarks største sportsbutik, som omfatter 2600 kvadratmeter i shoppingcenteret Fisketorvet i København - og desuden en stor butik i Kolding Storcenter.
- Vi er ikke færdige med vækst og udvikling i Sport24. Vi tror på de fysiske butikkers fremtid. Vi skal ”bare” tilpasse os lokalt og handelsmønstrene. Blandt andet vil vi åbne yderligere mindst otte nye outlets i 2024, da vores ambition er at være i alle mellemstore og store byer med netop dette koncept, så der er stadig meget potentiale og at tage fat om udviklingsmæssigt, siger Lars Elsborg.
Overtager nu gågade-butik
Den nye outletbutik er i øvrigt ikke den eneste Sport24-satsning i Frederikshavn.
Tidligere er det meldt ud, at Sport24-butikken i Danmarksgade var solgt til sportskæden af de tidligere ejere - søskendeparret Mariann Hessellund og Kim Hessellund Petersen. I den ovennævnte pressemeddelelse fastslås det, at Sport24's hovedkontor nu endegyldigt overtager driften af gågadebutikken i Frederikshavn.
Mariann Hessellund, der er datter af den afdøde lokale erhvervsmand Jørgen ”Peiter” Petersen, har tidligere udtalt, at der nu skulle satset alt på at drive "Peiter Outlet Bannerslund" i rundkørslen mellem Elling og Strandby.
For mange frederikshavnere vil det dog nok være forbundet med en vis nostalgi, at "Peiter-familien" nu har gennemført salget. Det betyder nemlig, at familien for første gang i 58 år ikke længere har en sportsbutik i midtbyen i Frederikshavn.