Sommermode med fuld knald på farverne
Kunderne hos Knud E er vilde med de farverige print, der kendetegner sommerens bluser og kjoler. Mere end nogen sinde, og det imødekommer butikken naturligvis ved at have masser af farverigt modetøj på hylderne. Og det ser ud til at farvefesten fortsætter ind i efteråret, for de første efterårskjoler har allerede sneget sig ind på bøjlestængerne.
- Her i sommervarmen er det de lette stoffer, der er populære. Bluser, kjoler og løse bukser. Vi oplever også, at kunderne er meget bevidste om, hvilke kvaliteter, de køber. De går klar efter de rene kvaliteter, fx bomuld, silke og viscose, altså rene naturmaterialer, siger Jannike, der ejer forretningen sammen med sin mand, Peer Buch Sørensen.
Knud E er butikken for den mode- og kvalitetsbevidste kvinde. Butikken forhandler en række danske og internationale brands, bl.a. Munthe, Molly Joe og Joseph Ribkoff. Hertil kommer egne brands, som produceres i Italien. Brands, som gør det muligt for Knud E at reagere meget hurtigt på nye trends og ønsker fra kunderne.