Skaw Bowling er åbnet med nye forpagtere

07. februar 2022 kl. 16.45

Nu er det igen muligt at besøge Skaw Bowling i Skagen. 1. februar slog de nye forpagtere Betina og Mike Andersen nemlig dørene op igen.

De overtog bowlinghallen efter de tidligere forpagtere Henrik Jensen, Anne Gustafsen og Dorte og Søren Mejer 1. januar.

Det nye makkerpar i spidsen for den kendte bowlinghal vil med flere nye tiltag føre succesen videre.

- Den succesfulde Firma Bowling, som er for alle, fortsætter vi naturligvis med. Tilmeldingerne er allerede godt i gang, fortæller Betina Andersen.

Den populære pakke med Bøf og Bowling har fået et ansigtsløft.

- I stedet for at stege bøfferne i forvejen og varme dem i ovnen, tilbereder vi dem nu som sous vide, hvilket gør, at kødet bliver ekstra lækkert, fortæller Mike Andersen som understreger, at der også kan købes almindeligt grillmad, der kan nydes i hallen eller bestilles til at tage med hjem.

Der kommer også nyt øl i hanerne, som i fremtiden bliver Carlsberg, og colaen kommer til at hedde Coca-Cola.

- Vi har fået lavet en helt ny spillehal. Her er der kommet nye automatspil fra Elite Gaming, der er en del af danske spil og hvor der kan vindes store pengepræmier, fortæller Mike Andersen.

Skaw Bowling har otte bowlingbaner, som blev opdateret med ny elektronik i 2017, hvor der blev mulighed for at spille med børnebander. Samtidig blev der også lavet nye områder med borde til både pool og keglebillard, samt et nyt dartrum.

- Vi har naturligvis beholdt både pool- og keglebillardbordene og dartrummet, som er blevet rigtig populært, fortæller Mike Andersen.

- Endvidere har vi mulighed for at holde større selskaber som bryllup, fødselsdag, konfirmation og andre begivenheder, fortæller Betina Andersen, der uddyber:

- Vi har plads til 60 gæster hvis i selve bowlingeområdet, som vi kan lukke af til private fester, og i det tilstødende festlokale er der plads til 50 gæster.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste