Se, hvilken julegave, der stikker helt af i år!
Det er ikke usædvanligt, at en bestemt julegaveidé løber med al opmærksomheden og finder vej ind under rigtig mange juletræer. Derfor lancerer mange brands også deres nyheder om efteråret, så de er klar til julehandelen.
Også i år er der en bestemt gave, der hitter, selv om den har været på markedet i et stykke tid. Det er airfryeren.
Jeppe Tolstrup, der driver Kop & Kande i Frederikshavn, har imidlertid aldrig oplevet noget lignende. Airfryer er i top på alle de ønskesedler, han har set, og de går som varmt brød – nå ja, det kan man også lave i en airfryer.
Af andre populære gaveideer kan Jeppe Tolstrup pege på Kählers nye julestel, der er designet af Rikke Jacobsen fra Aalborg. Et smukt og stemningsfuldt julemotiv, og stellet omfatter alt hvad du kan ønske af skåle, vaser, lysestager m.v.
Spring Copenhagen med et væld af sjove pyntefigurer er ligeledes populært, måske hjulpet på vej af sponsoratet for Vild med dans. Figurerne fra Spring Copenhagen har i høj grad taget marked fra Bo Bojesen-figurerne.
Kop & Kande har lige nu fyldt butikken op med lækre julegaver. Der er også stadig væk masser af julepynt, som har sin topsæson her i november. Jeppe Tolstrup glæder sig til et godt julesalg, for det er han overbevist om, det bliver.
- Det kan godt være, at vi har haft inflation og energikrise, men det er min oplevelse, at når det kommer til gaver, så sparer folk ikke på pengene. Heller ikke, når det gælder pynt og julehygge til hjemmet, siger Jeppe Tolstrup.