Se billederne: Halloween rykkede ind i gågaden
FREDIERKSHAVN: Der var budt op til hygge og uhygge i gågaden, samt masser af aktiviteter for børnene, da der blev holdt Halloween med ekstra lang åbningstid.
Fra tidlig eftermiddag kunne børnene hygge sig med at skære græskar eller deltage i konkurrencer på Fisketorvet.
DJ Sune sørgede for underholdningen på stentorvet, hvor der også kunne skæres græskar og hvor PureGym underholdt med danseopvisning, og Tordenskjoldsgarden sørgede for musik i hele gaden. Det uhyggelige indslag kom fra de frivillige fra Sognefogedgården, der udklædte ”skræmte” børnene i gaden.
På Fisketorvet kunne man møde en stor del af de politikere, som stiller op til det kommende kommunalvalg. Der var virkelig gjort noget ud af det, og der var masser af godt humør og gode snakke.
Her kunne man selv vælge, hvem der var de mest uhyggelige – med eller uden udklædning.
- Vi havde en fin handelsdag og der var en fin stemning i gaden. Vi ved godt, at der er flest handlende om dagen i den her kolde og mørke tid, men det passer godt til Halloween, at vi holder åbent til lidt ind på aftenen, fortæller handelschef Dan Kobberup.
På fredag d. 7. november tændes julelysene i gågaden kl. 16.30.
Her kan man man møde Santa Julle foran Restaurant Empire, som også er værter for gløgg og æbleskiver.
Og det er også fredag, at den årlige stempelkonkurrence skydes i gang.