Billede beskrivelse

Samlere og feinschmeckere handler hos Arne

20. juli 2025 kl. 19.01

FREDERIKSHAVN: Genbrugsbutikker er der efterhånden mange af, og så må man skille sig ud for at få succes. Arne Haagensen, der åbnede Butik Genfund i den nordlige ende af gågaden for fire år siden, har valgt at specialisere sig i musik på CD og vinyl samt ølglas.

Butikken rummer også mange pyntegenstande og finurlige loppefund, men det er musikken og ølglassene, der fylder. Og de trækker kunder til fra hele landet samt Norge og Sverige.

Billede beskrivelse

- Jeg tager ikke imod genbrugsting i butikken, som mange af mine kolleger gør. Dels ligger min butik i gågaden, så man kan ikke køre lige til døren, dels ville jeg få alt for mange varer, som ikke passer ind i min butik. I stedet finder jeg selv tingene på loppemarkeder m.v. rundt omkring. På den måde kan jeg være selektiv og kun købe genbrugsting, som matcher mit koncept, siget Arne Haagensen.

For nylig har Butik genfund overtaget en større mængde CD’er og vinylplader fra CD Baren i Søndergade, der er lukket. Arne Haagensen købte også reolerne med, og det er han glad for. De præsenterer musikken på bedste vis.

Billede beskrivelse

- Det er især vinylpladerne, der er efterspørgsel på. Men også CD’er med hård rock, som er særligt populære blandt nordmænd og svenskere. Jeg tager jævnlig til Gøteborg for at finde den musik, svenskerne kan lide. Så kan de tage færgen til Frederikshavn og hente den tilbage fra min butik, smiler Arne Haagensen.

Butik Genfund startede som en hobby for Arne Haagensen, der er udlært skibsmontør fra Danyard. Her arbejdede han i 13 år, derefter 10 år i Støberiet på MAN Energy, inden han sluttede sin erhvervskarriere hos Siemens i Aalborg. Nu er han pensionist og kan bruge mere tid i butikken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste