Som centerassistent har Rikke Djernis varetaget driften af kiosken ved receptionen, hvor kunderne elsker hendes lækre sandwich.
Shopping

Rikke rykker ind: Café Sol over Spektrum

03. september 2023 kl. 10:01

Rikke Djernis, der i forvejen er et kendt ansigt i Sæby Spektrum, rykker er fra den 1. september op på 1. sal, hvor hun er blevet ny forpagter af cafeen.

Cafeen blev tilbage i maj 2022 overtaget af Daniel Hemmingsen, men samarbejdet ophørte dog denne sommer, hvorfor Sæby Spektrum skulle finde en ny der ville overtage cafeen.

Valget faldt på 51-årige Rikke Djernis, der vil føre cafeen videre under navnet Café Sol.

Rikke har siden 2016 været ansat i Spektrum med rengøring, receptionsarbejde og ikke mindst som medhjælper i køkkenet, medens centret selv stod for driften af cafeen.

Efter endt skoletid blev Rikke uddannet på kontor, men omgangen med børn trak mere i hende, hvorfor hun efter fire år på seminarium havde ti gode år som folkeskolelærer.

Rikke Djernis er således ikke bange for at afprøve nye sider af sig selv og prøver nu udfordringen med driften af en stor café med tilhørende kiosk, møde- og festlokaler.

- Jeg har altid interesseret mig for at tilberede sund og næringsrig mad, og da jeg i de seneste syv år har haft god føling med, hvad husets gæster forventer, mener jeg mig sikker på, at jeg kan levere varen, siger Rikke Djernis.

Under navnet Café Sol, har Rikke Djernis fra den 1. september overtaget cafédriften i Sæby Spektrum.

Café Sol skal først og fremmest servicere gæsterne der bor på centret og betjene de mange lokale foreninger med salg af kiosk- og cafévarer samt forplejning ved mødeaktiviteter.

-Heldigvis har vi op bearbejdet et godt ry for afvikling af kursus og familiefester, hvilket jeg selvfølgelig vil forsøge at udvikle, pointerer den nye forpagter.

Udover at kokkerere i køkkenet ser Rikke ligeledes frem til at få en tæt kundekontakt og være i dialog med kunderne.

- Det er ofte de personlige relationer der får kunderne til at komme igen, vurderer Rikke.

Rikke Djernis har gjort sig tanker om at finde nye forretningsområder. Hun har således allerede indgået aftale med Sæbygaardskolens ledelse om, hvordan der kan tilbydes eleverne en sund mad i 12-pausen.

- Alle aftaler, indgået med den tidligere forpagter, vil naturligvis blive gennemført som planlagt, bekræfter Rikke Djernis.

Annonceret indhold

Nyeste