Billede beskrivelse

Rikke laver ny ambitiøs webshop - flytter ind i den gamle bank

Den 1. april går den ny fashion webshop ”The Baank” med base i Frederikshavn online

02. marts 2021 kl. 13.15
Opdateret kl. 13.29

Rikke Kildeby, som gennem de sidste 6 år har arbejdet med onlinedelen hos Message i Hjørring, tager springet ud i at drive sin egen online forretning.

Webshoppen får base i de lokaler i Danmarksgade Nord, hvor der tidligere var Alm Brand Bank og senest JN Computer.

- Jeg har arbejdet med tøj, siden jeg som 13-årig startede i Sophy hos Helle Høyer. Efterfølgende har jeg bl.a. haft job hos Salling og jeg har også haft min egen butik i Hjørring. De sidste 6-7 år har jeg arbejdet på Message’s hovedkontor i Hjørring, hvor jeg var en del af ledergruppen og havde titel af Chief Buyer.

- Hos Message var jeg med til at starte onlinedelen op fra scratch, og har været med gennem hele udviklingen frem til en webshop der i dag omsætter for adskillige millioner. Det har været utroligt spændende, og jeg var glad for mit job.

- Men under corona hvor jeg var hjemsendt i to måneder skete der noget for mig. Vores ældste søn bliver 13 år nu, og jeg kunne mærke at jeg havde brug for mere tid sammen med børnene inden de blev alt for store. Det kunne desværre ikke forenes med det job jeg havde, og derfor valgte jeg at sige op. Det var en stor beslutning, men der skulle ske noget nyt fortæller Rikke Kildeby.

Billede beskrivelse

Familien havde gennem de sidste 5 år sparet op til en lang rejse med børnene, men da det pga. corona ikke kunne gennemføres, og måske heller ikke indenfor de næste par år, valgte de sammen at tage på et andet eventyr som selvstændige, med at starte webshoppen ”The Baank”.

- Der er mange, der undret sig over, at vi har valgt at placere en webshop i gågaden, og det var heller ikke planen. Men da vi havde kigget på en masse forskellige lejemål, var det her vi helst ville være. Vi prioriterede at det ligger tæt på vores privatbolig, så børnene nemt kan smutte herned efter skole. Der bliver ikke åbent for kunder fra gaden, men vi får et showroom der kan ses fra gaden, så det ikke bliver en helt død facade.

- Navnet på shoppen var vi langt omkring for at finde. Jeg ville gerne have at det skulle have lidt kant – det skulle ikke være for sukkersødt. En dag da vi sad og brainstormede om navnet, snakkede vi om, at det var et gammelt banklokale. Og så blev det pludselig til The Bank. Men det er der utrolig mange der hedder, så det domæne var udelukket. Så vi skød et ekstra A ind, og det blev til ”The Baank”.

- Vores primære målgruppe er kvinder i alderen fra 30-50. Vi får en masse fedt dametøj, fodtøj og også en del småt interiør. Vi vil arbejde meget med vores eget content, og vi kommer til at producere en stor del af vores billeder og indhold selv, og selvfølgelig være meget aktive på Instagram og Facebook. Nu arbejder vi på at få de sidste aftaler med leverandører på plads, og fra den 15. marts er vi klar til at hælde varer i webshoppen, så vi kan være klar til at gå i luften den 1. april. Det bliver helt utrolig spændende, og vi håber, det er den rigtige beslutning, vi har taget, fortæller Rikke.

Billede beskrivelse

Det er allerede nu muligt at finde The Baank på Facebook og instragram samt på websitet www.thebaank.dk, hvor man også kan tilmelde sig nyhedsbreve.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste