Gallerivæggen med alle plakaterne, som kommer helt til deres ret i den nye butik. Foto: Vibe Maria Dahl Andersen
Shopping

Populær Skagen-butik er flyttet i større lokaler

07. juli 2022 kl. 08:01

- Det er simpelthen en fornøjelse at være kommet i større lokaler. Vi kunne bare ikke være i de andre lokaler mere. Ihvertfald ikke hvis vi gerne ville udvikle os fortsat, siger butikschef Marianne Rohde Bjerre fra By Skagen.

For et par måneder siden flyttede butikken tættere på midten af gågaden og i meget større lokaler.

By Skagen sælger først og fremmest sengetøj, lagner og håndklæder fra eget mærke, men også andre varer, og nu hvor butikken har fået mere plads har butikschefen fået mulighed for at udvide varesortimentet yderligere.

- Jeg har fået mulighed for at give den gas nu, siger butikschefen og glæder sig over at butikken mere og mere bliver en livsstilsbutik med mange forskellige slags varer. For udover sengetøj sælger Marianne og hendes medarbejdere også alt fra stråhatte til nattøj, badekåber, plaider, uldsokker, tøj og vaser, duge, servietter og plakater. Og butikken har fået sit helt eget børnehjørne med børnetøj og børnesengetøj, bøger og særligt udvalgt lækkert legetøj.

- Vi har fået en helt anden mulighed for at præsentere vores varer og gøre turen rundt i butikken til en oplevelse, nu hvor vi har så meget mere plads, fortæller hun og fortæller begejstret om den store gallerivæg ved disken og de nøje udvalgte plakater, som hun er særligt glad for i den nye butik.

Og udover de ekstra varer har den ekstra plads også givet mulighed for at have et større udvalg af varer på hylderne.

- Vi har lagner i alle bredder og længder nu. Det havde vi ikke plads til før. Og så er der priser alle kan være med på. Vi har sengesæt fra 250 kroner og opefter, siger butikschefen.

Sommerhus-stemning hele året

- Selvom vi har åbent hele året rundt, er vi en rigtig sommerbutik. Stemningen hos os er sommer og sommerhus. Vi oplever gang på gang, at folk kommer ind og udbryder ”ej en sommerhus-stemning” og køber ting hjem til for eksempel sommerhuset. Eller lejrskole-eleven, der lige skal have en gave med hjem. Det kan for eksempel være vores viskestykker eller servietter, men jeg har nu også oplevet en lejrskole-elev købe en morgenkåbe med hjem til sin mor, fortæller Marianne Rohde Bjerre.

By Skagen-mærket sælges i flere forretninger rundt omkring i landet, men i Skagen er findes deres eneste egen butik.

Selve mærket By Skagen kan desuden købes på webshoppen, men de andre varer i butikken er ikke til salg på nettet. Til gengæld står Marianne og de andre butiksmedarbejdere altid klar til at hjælpe med bestilling over telefonen og forsendelse, hvis man ikke selv har mulighed for at komme i butikken.

Nyeste