Nyt hold i handelsstanden er klar til at sætte turbo på indsatsen efter coronapandemien med Mads Andersen ved roret
Shopping

Nyt hold bag i Skagen Handelsstands Forening

Klar til at sætte turbo på indsatsen med Mads Andersen ved roret

23. juni 2021 kl. 17:03

Skagen Handelsstands Forening har sat et nyt hold og er klar til at sætte turbo på arbejdet med at indfri det overordnede formål og pejlemærke, nemlig at sikre Skagen erhvervslivs fremme.

Efter 10 år i formandsstolen har Thorben Pedersen nu overladt roret til nye kræfter og ved det konstituerende møde blev det klart, at den nye formand er Mads Andersen.

Han sekunderes af Peter Knudsen på næstformandsposten, Jette Nielsen, kasserer, Mathias Rump Hansen, sekretær, Vivie Valgren, formand aktivitetsudvalg.

Her udover udgøres bestyrelsen af Carina Vestergaard og Mette Stenbroen.

Marie Munch og Janne Kristensen er suppleanter.

- Jeg er ydmyg over at være den som bestyrelsen har valgt at pege på som ny formand, understreger Mads Andersen, som sender en tak til den afgående formand for 10 års tro tjeneste og mange møder, ”strøgture” for foreningen og store arbejde på vegne af Handelstandsforeningen.

- Ligeledes skylder vi Søren From en stor tak for en dedikeret indsats i bestyrelsen. Heldigvis har jeg ladet mig fortælle, at Søren er lidt på sidelinjen i aktivitetsudvalget endnu, hvilket vi i høj grad værdsætter, understreger den nyvalgte formand.

- Vi er en forening, som er drevet af ildsjæle på frivillig basis. Jeg har sagt ja tak til tilliden og hvervet, da jeg gerne vil lægge timer i at gøre det bedste for handelslivet i Skagen.

- Jeg vil samtidig arbejde for at øge samarbejdet på tværs af flere foreninger og erhverv, da jeg i høj grad tror at samarbejde og partnerskaber på tværs, giver bedre forudsætninger for lokal vækst.

- Vi har mange unikke muligheder i Skagen, men for de flestes vedkommende, så kræver det at nogen tager stafetten og løber afsted med den.

- Det vil vi afgjort gå efter at gøre på vegne af vores medlemmer.

- Så vi er trukket i arbejdstøjet i den nye bestyrelse, og vil i den nærmeste fremtid pudse vores ”assurandørsko” af, så vi kan komme ud og hverve nye medlemmer.

- Vi har heldigvis fået flere nye butikker i bybilledet, og de skal i hvert fald have chancen for at være medlem af Skagen Handelstandsforening, som netop i disse dage kan fejre 115 års fødselsdag, siger formanden.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu