Når genbrug skaber grøde
Dansk Folkehjælp har via genbrugsbutikken givet midler til ferie- og julehjælp
FREDERIKSHAVN: 2017 havde Dansk Folkehjælps genbrugsbutik i Frederikshavn et overskud på 107.900,04.
Det overskud er så omsat til julehjælp, feriehjælp og fritidsaktiviteter.
Genbrugsbutikken bliver bestyret af frivillige, og overskuddet går til sociale aktiviteter i forhold til udsatte familier.
I 2017 gik overskuddet fra genbrugsbutikken i Frederikshavn blandt andet til feriehjælp, som giver udsatte børn muligheden for at komme på en ferie fyldt med gode opleveler.
Ferieopholdene drives af frivillige, der gør alt for at give børnene en uforglemmelig uge.
Dansk Folkehjælp er i dag den største formidler af feriehjælp og hjælper på landsplan mere end 3.500 personer til en uges gratis ferie med masser af gode fællesoplevelser og ferieminder.
Derudover gik overskuddet fra 2017 til julehjælp, der sørger for, at udsatte familier får mulighed for at fejre jul med gaver under træet og julemad på bordet.
Også her er Dansk Folkehjælp i dag den største organisation og hjælper 12.500 familier til en bedre jul.