Malene forfølger sin drøm - er snart klar til at åbne sin egen salon
Det er lidt af en drøm, der lige om lidt bliver til virkelighed for Malene Pedersen - for 8. august åbner hun sin egen frisørsalon.
Det er i Strandby, hvor hun bor med sin kæreste og tre børn.
- Jeg har altid haft et ønske om at blive selvstændig - lige siden jeg blev frisør for snart 13 år siden, fortæller Malene.
Den nye frisørsalon har til huse på Strandvej 39A i Strandby, og den er indrettet af Malene og hendes kæreste, Michael Mandrup, der er selvstændig murer i Strandby.
Malene glæder sig til at tage imod kunderne i den nye salon, der er på cirka 60 kvadratmeter.
- Det er et lille fint univers og indrettet helt fra bunden af, fortæller Malene, der har taget den fireårige frisøruddannelse i 2010 og siden arbejdet som frisør i Hjørring i flere år og senest nogle måneder i Frederikshavn.
Klassisk og moderne
Sideløbende har Malene været på mange kurser for at holde sig opdateret med alt det, der sker i frisørverdenen.
Derfor kan hun også tilbyde alle behandlinger fra en klassisk klipning til en moderne af slagsen, farvning, permanent, bryn og også f.eks. extensions. Og der er tilbud til både kvinder, mænd og børn.
Hun går op i bæredygtighed og produkter med naturligt indhold, og hun lover vejledning i, hvordan man kan style sit hår, og i hvilke produkter, man kan bruge hjemme. I salonen forhandler hun hårprodukter fra Maria Nila, der er fri for sulfater og parabener - og som ikke er testet på dyr.
Gode tilbud
Salon Strand har åbent mandag og tirsdag fra kl. 9-17.30, onsdag er der lukket, torsdag fra 9-19, fredag 9-16 og lørdag efter aftale.
- Og hvis man har brug for udvidet åbningstid, så kan man skrive til mig via min hjemmeside, fortæller Malene, der også har lavet en profil på Facebook og Instagram med salonen.
På hjemmesiden kan man også booke en tid i salonen. Og med hensyn til dem, der bestiller en tid, så er der godt nyt til de første 10 kunder. De får nemlig en goodiebag, oplyser Malene, der også giver rabatter på behandlinger i august måned.