Lisa støtter brysterne: Står klar med t-shirts og lyserødt bagværk
Lyserød Lørdag afholdes i år lørdag 8. oktober rundt om i hele landet. Lyserød Lørdag sætter fokus på brystkræft med blandt andet kampagnen "Støt Brysterne".
I LOOP Sæby støttes der op for 13. gang med både små marengsbryster, -roser og -kyllinger og salg af t-shirts.
- Vi har igen i år bagt lyserøde marengs i forskellige udformninger, fortæller Lisa Farum Kristiansen og forsætter: Der er nærmest blevet en hel tradition, at vores medlemmer og andre kommer og køber og dermed støtter op om en god sag, som berører os alle. Marengsene koster 10 kroner pr styk, og alt salg går ubeskåret til formålet.
- Ligeledes har vores kæde fået fremstillet en t-shirt, som fortæller, at vi som LOOP-kæde i alle landets 132 centre støtter op om kampagnen og brysterne, forklarer Lisa Farum Kristiansen og uddyber:
- Disse t-shirts koster 169 kroner pr. styk. og her har vi i LOOP Sæby valgt, at hele beløbet går til Støt Brysterne. Vi har kun et begrænset antal og størrelser, så det er bare med at komme op og støtte, mens vi stadig har nogle tilbage.
Støt Brysterne
- På lørdag 8. oktober er vi i LOOP Sæby på Sophus Falcksvej fra klokken 08.00 til 11.00, udtaler Lisa Farum Kristiansen og forsætter:
- Alle som har lyst til at kigge forbi, enten til en snak eller for at købe marengs eller en t-shirt er meget velkommen. Vi har også kaffe på kanden, frugt og mon ikke der også vil være noget lyserødt bagværk at byde på.