Landsbyen Elling gemmer på en helt særlig butik
FREDERIKSHAVN: Kan man drive en skobutik i en lille landsby, hvor de fleste beboere køber deres sko inde i den større by? Nej, det kan man vel ikke, men Per Severinsen har ikke desto mindre gjort det i næsten 30 år og hans far i 30 år der før. I december fejrer Elling Sko 60 årsjubilæum.
Hvordan bærer han sig så ad med at trodse butiksdød og konkurrence fra internettet? Per Severinsens svar er enkelt, men dog så svært at praktisere: Hårdt arbejde og den bedst tænkelige service. Med andre ord: Skobutikken er mere en livsstil end et job for Per Severinsen.
- Jeg har først og fremmest et stort sortiment, også alt for stort for en butik som min, men jeg vil gerne give kunderne mulighed for at finde den helt rigtig sko her. Derfor har jeg mange mærker og størrelser. Damesko fra 32 til 45 og herresko fra 38 til 53 og inden for hvert nummer også i flere bredder. I gamle dage var det kun hos Hallgren i København, man kunne finde alle fem bredder i sko, men det kan man altså også i Elling, siger Per Severinsen.
Det brede sortiment og den faglige vejledning har givet Elling Sko en stor og loyal kundeskare fra hele Vendsyssel. Ja, fra hele landet, for mange turister, som kommer til Toppen af Danmark hver sommer, lægger vejen forbi Elling Sko og giver deres fødder en souvenir med hjem.
- Mange mennesker har problemer med fødderne. Det er et stigende problem i takt med livsstilssygdomme som diabetes og overvægt. Men der er også en stigende bevidsthed om, at det er vigtigt at passe på sine fødder. Derfor prioriterer mange at købe godt fodtøj, og her kan de finde det hele. Mange har i dag fået lavet deres egne ortopædiske indlæg, og derfor er en stor del af mine sko med aftageligt indlæg, så det kan skiftes ud med kundens eget indlæg, forklarer Per Severinsen.
Elling Sko blev i 1964 startet af Per Severinsens forældre. Faderen var landpostbud, men søn af en skomager og havde derfor lært meget af håndværket fra barnsben. Han startede en produktion af træsko og gummistøvler. Efterhånden udviklede det sig til en regulær skobutik. I 1995 blev Per Severinsen en del af virksomheden, og i 2014 købte han faderen ud af forretningen. Moderen var død i 2002.
Per Severinsen driver sin butik med en enkelt ansat og planlægger et brag af en jubilæumsfest til december. Fra 1. december og fem dage frem vil han holde et jubilæumssalg, der siger spar to til alt, hvad landsdelen har oplevet af den slags. Om fredagen er der hotdogs til alle kunder, men om lørdagen er butikken lukket – vist nok for første gang i 60 år. Her fejres dagen med familie og venner.