Krise eller ej: Børnene skal have deres legetøj
I hans egen forretning, Kids Coolshop, går det rigtig godt. Men Christian Vejby er bekymret for mange af hans kolleger i detailhandelen, især dagligvarebutikkerne, der har mange varer på frost og køl.
De rammes hårdt af de høje energipriser.
Christian Vejby driver sammen med sin søster, Charlotte, seks Kids Coolshop-butikker i Jylland og på Fyn. Han var selv med til at starte kæden sammen med Coolshop i Nørresundby. De fem af dem er rene legetøjsbutikker, mens Kids Coolshop i Frederikshavn også har babyudstyr og børnetøj.
Det var en god beslutning at indgå samarbejde med Coolshop, der er en af Danmarks største online-butikker. Fælles indkøb giver skarpe priser, og Coolshop-navnet giver stor synlighed og profilering. Men ellers passer man hver sit. Coolshop driver online-handel, Kids Coolshop driver fysiske butikker.
Rammes ikke hårdt
Netkunderne kan også vælge at hente deres varer i en af Kids Coolshop-butikkerne, og det giver øget trafik i de fysiske butikker.
Kids Coolshop står derfor stærkt i den nuværende situation og rammes ikke så hårdt af energikrisen.
- Vi havde i forvejen udskiftet al belysning med LED, så vi rammes ikke så hårdt af de høje energipriser. Derfor er jeg forholdsvis rolig i den nuværende situation. Også fordi vi er i en robust branche. Børnenes legetøj er noget af det sidste, familierne skærer ned på. Finanskrisen mærkede vi stort set ikke, corona-krisen gav os de bedste to år nogensinde, og nu er vi godt polstret til endnu en økonomisk krise. Men det er ikke alle i detailhandelen, der er det, og det bekymrer mig stærkt. Jeg frygter at se mange butikslukninger i januar, når der skal betales moms. Og de butikker, der lukker, åbner ikke igen, siger Christian Vejby.
Han understreger, at den nuværende inflations- og energikrise ikke er nogens skyld. Den skyldes ikke, at de handlende har været uforsigtige eller dårlige til at drive butik. Krisen er kommet udefra, og det er begrænset, hvad den enkelte butiksejer kan gøre, for at afbøde følgerne.
Fokus på politikerne
Derfor peger pilen ifølge Christian Vejby på politikerne. Der er behov for hurtig og effektiv handling, hvis vi fortsat skal have lokale dagligvarebutikker.
For sit eget vedkommende forventer Christian Vejby en mindre julehandel end de to foregående år, men nok på niveau med 2019, og det er han meget tilfreds med.
Det betyder, at Kids Coolshop fastholder uændret bemanding og varesortiment. Og der bliver også råd til julebelysning. Det er vigtigt ikke at gå helt i sort, selv om der er krise i samfundet.