Konkurrent har overtaget flere nordjyske Coop-butikker: Disse dage åbner de som nye Netto'er
Processen har været langstrakt - og har involveret flere faser.
Først blev Salling Groups opkøb af flere end 30 Coop-butikker offentliggjort i juni sidste år. Siden skulle handlen godkendes af myndighederne.
Og i løbet af april havde Coop-butikkerne så sidste åbningsdag.
Torsdag 1. maj overtog Salling Group så officielt ejerskabet af butikkerne - og fra nu og de næste mange uger frem skal dagligvarekoncernen så i gang med at konvertere de tidligere SuperBrugsen- og 365discount-butikker til nye Netto'er og Føtex'er.
I Nordjylland har seks butikker været involveret - fem i 365discount-kæden og én i SuperBrugsen.
Og mens 365discount i Vestbjerg endegyldigt er lukket - og ikke genåbner som hverken en Netto eller Føtex - skal der være nye Netto-butikker i samtlige af de fem øvrige af slagsen.
Det drejer sig om butikker i Terndrup, Gistrup, Sæby, Pandrup og Hobro.
Hvornår disse ville genåbne i deres nye format, har indtil videre været uvist - men nu kan Ligeher.nu løfte sløret for, hvornår det sker.
Og der er ikke længe til, at den første butik slår dørene op i de gul-sorte Netto-nuancer. Det oplyser Salling Groups presseafdeling til Ligeher.nu.
Netto i Gistrup åbner som den første af fem butikker. Det sker - efter planen - torsdag 26. juni. Dagen efter følger Netto i Terndrup, inden juli måned byder på Netto-åbninger i Sæby, Pandrup og Hobro.
For førstnævnte er første åbningsdag 3. juli, mens det i Pandrup bliver 10. juli. Hobro runder ballet af på julis sidste dag.
Hvem der skal være butikschefer i de respektive butikker, vil Salling Group endnu ikke fortælle endnu.