Kjolegården følger med tiden
SÆBY: Selv om Kjolegården ikke har mange strøgkunder, har tøjbutikken ude på landet med udsigt til skov og marker kunnet opfylde kvindernes ønsker i modetøj de seneste 50 år.
Kunder i alle aldre fra hele Nordjylland finder vej til Kjolegården i udkanten af Karup ved Sæby.
Der er gode parkeringsmuligheder lige uden for døren.
Indenfor emmer butikken af en hyggelig og afslappet atmosfære, der giver inspiration hos mange kvinder til fornyelse i deres garderobe.
Ægteparret Lissy og Poul Erik Christiansen har haft den populære tøjbutik siden 2006 og glæder sig til, at de 1. november kan fejre Kjolegårdens runde jubilæum.
Til daglig bydes kunder med følge på kaffe, småkager og portvin. På jubilæumsdagen toppes de kulinariske oplevelser med pølser og tilbehør. I dagene op til jubilæumsdagen vil der ligeledes blive budt på gode rabatter.
I ugerne 43 og 44 er der fine præmier på højkant, for de der deltager i jubilæumskonkurrencen.
Kjolegårdens koncept har alle årene været at give kunderne mest mulig kvalitet for pengene.
- Vi har et bredt udvalg af moderigtigt tøj, som henvender sig til flere generationer.
- Heldigvis har vi ofte haft en gensidig glæde af at invitere arbejdspladser, kvindeklubber, strikkeklubber, humanitære foreninger og loger på besøg.
- Her har vi mulighed for under afslappede former at vise vores kollektioner af modetøj til alle typer kvinder i alle størrelser, fortæller Lissy Christiansen.
Historien bag Kjolegården
To driftige bondekoner, Kamma og Edna fra henholdsvis Elmelund og Kyllingborg i udkanten af Karup ved Sæby, startede 1. november 1975 en kjoleforretning i kælderen hos Edna i Kyllingborg på Hestvangsvej 5.
Salget tog fart, og i 1977 flyttede forretningen over til Kamma på naboejendommen Elmelund på Karupvej 51.
Halmen i laden blev udskiftet med kjoler og alle typer modetøj til kvinder.
Kunderne strømmede til Elmelund, der nu skiftede navn til det mere dækkende Kjolegården.
Kort efter åbningen havde Kamma og Leif Merrild glæde af det dengang 20-årige ny-indtrådte familiemedlem, Lissy Christiansen, der ofte var at se i butikken.
Kamma døde som 53-årig i 1989, og i hendes sted blev den tidligere butiksassistent Inger chef for butikkens drift.
Leif Merrild, der ejede den mere end 500 kvadratmeter store bygning og som samtidig havde en lederstilling i Brønderslev, ønskede i 2006 at sælge bygningen.
Lissy og Poul Erik Christiansen syntes, det var en skam, hvis Elmelund / Kjolegården ikke længere skulle være i slægtens eje, hvorfor de meldte sig som interesserede købere.
Lissy er uddannet plejehjemsassistent og efteruddannede sig senere til underviser på AMU, og Poul Erik var lastbilchauffør.
Ud over Lissys fritidsjob i Kjolegården i alle årene havde parret for 19 år siden ikke det store kendskab til at drive forretning.
I løbet af få uger lykkedes det Lissy og Poul Erik at få deres hus solgt i Thorshøj, hvorved økonomien faldt på plads, og de blev tredje generation på Karupvej 51.
Selv med Lissys ballast som fritidsmedhjælp i forretningen, ventede der ægteparret en stejl læringskurve, som blev opvejet af virkelyst og engagement.
Trofaste medhjælpere
Lissy og Poul Erik Christiansen er selv barnløse, men har haft den store glæde at have et tæt 39-årigt forhold til deres gudbarn Janni Holm Jørgensen, der i dag bor i Aalborg.
Som 20-årig satte Janni for første gang sin fod i butikken og er jævnligt kommet der siden som medhjælp i butikken, indkøb og ved mode-show, ligesom hun sørger for, at Kjolegården er synlig på de sociale medier.
Til at assistere i butikken er der yderligere to medarbejdere.