Kalhøj er stadig frisk, frejdig og fyrrig efter femogtyve år bag disken
Kalhøj i Sæby kan i disse dage fejre 25 års jubilæum
SÆBY: Den 1. marts 1996 slog Hans Ole Kalhøj dørene til tøjbutikken Din Tøjmand i Vestergade 25, som stadig, den dag i dag, ligger midt i Sæbys gågade, dog under navnet Kalhøj.
Butikken hed før overtagelsen EBM (Engelsk Beklædnings Magasin), men blev ved overtagelsen omdøbt til Din Tøjmand, som dengang var en landsdækkende kæde.
Det navn blev butikken drevet under frem til 2004, hvor Hans Ole Kalhøj efterfølgende indgik samarbejde med tøjkæden Tøjeksperten. Et samarbejde, som varede i tre år og ophørte fordi kæden blev solgt til en kapitalfond.
På egne ben
- Efter det kædesalg besluttede jeg, at det nu var tiden kommet til at stå helt på egne ben, fortæller Hans Ole Kalhøj og forsætter:
- Jeg havde jo erfaringen og med den fik jeg modet og lysten. Derfor blev butikken omdøbt til Kalhøj - For men & women og blev en butik, som siden har fungeret som selvstændig butik. En butik med ethundrede procent selvbestemmelse, hvor vi selv bestemmer og beslutter, hvilket vareudvalg og hvilke mærker vi ønsker at føre, forklarer Hans Ole Kalhøj.
1996 gav store øjeblikke
- Marts 1996 blev nok den måned, som gav de største øjeblikke og forandringer i mit liv, erindrer Hans Ole Kalhøj.
- Først med åbning og overtagelse af ny butik den 1. marts. Men især fordi min hustru Gitte og jeg tre dage efter åbningen, blev forældre for første gang til vores ældste datter Kathrine.
- Og allerede halvandet år senere blev vi beriget med endnu en datter, Amanda. Så det var nogle travle år, husker Hans Ole Kalhøj.
Jubilæumsgaven
Og hvad kan man så ønske sig, når man har været i branchen i femogtyve år som selvstændig?
- Ja, det er jo helt fantastisk timet, smiler en stolt og forventningsfuld Hans Ole Kalhøj.
- For Kathrine, som nu er femogtyve år og hendes kæreste har givet mig den største gave af alle.
- Jeg skal nemlig være morfar til en lille dreng her til sommer. En rolle jeg i den grad glæder mig til at udfylde, runder Hans Ole Kalhøj af, mens han rutineret hjælper en kunde med at finde den rette størrelse.
God og personlig betjening
Kalhøj - For men & women fejrer i disse uger, med lidt corona-forsinkelse, at have femogtyve år på bagen med en masse gode tilbud.
Så det er bare med at kigge ind. For det er en butik med tøj til både mænd og kvinder i alle aldre.
Og skulle man være i tvivl om noget, så står Hans Ole Kalhøj klar bag disken til en god snak, et godt grin og vigtigst af alt, dét man ikke kan få på nettet.
God, kvalificeret og personlig betjening.