Billede beskrivelse

Jysk vil være markant mere moderne og større

Jysk udvider butikken og satser på at udstille langt flere møbler

22. november 2023 kl. 12.00

- Jysk i Frederikshavn bliver en XL-butik med vores helt nye koncept, som bliver helt anderledes end den eksisterende butik.

Det oplyser Anders Buch, der er kommunikationskonsulent i Jysk.

Den moderne og udvidede butik åbner i marts 2024, og det er planen at holde åbent samtidig med, at lokalerne renoveres.

Koncernen mener, at den nuværende beliggenhed i den vestlige del af Frederikshavn er den helt rigtige for Jysk, som har ligget på hjørnet af Maigaardsvej og Hjørringvej i mange år.

Derfor slog Jysk til, da der blev mulighed for at overtage nabolokalerne i samme bygning.

- Vi kan udvide forretningen med 500 kvadratmeter og får en butik på 2000 kvadratmeter, siger Anders Buch.

Dermed får kunderne lov til at se på en række varer, som ellers kun har været online.

- Vi vil primært få plads til at udstille langt flere af vores møbler. Derudover skal hele butikken indrettes med nye lyse trægulve, og i det hele taget vil du opleve en langt lysere butik, forklarer kommunikationskonsulent hos Jysk Anders Buch.

Renoveringen af butikken i Frederikshavn er en af de sidste i rækken i Danmark. 115 skal moderniseres og Frederikshavn er den 90. butik, der bliver lavet om.

Der er i øvrigt sket en del i den vestlige del af Frederikshavn på det sidste.

Langs Hjørringvej er der åbnet kædebutikker som Løvbjerg, POWER og Sport24 Outlet og senere følger Elgiganten. Big Dollar har også meldt deres ankomst i 2024 og er i fuld gang med at opføre en kæmpe forretning på Rimmens Allé tæt på Hjørringvej.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste