Billede beskrivelse

Julesucces hos slagter: Må lukke for bestillinger for at kunne følge med

18. december 2023 kl. 19.01
Opdateret 19. december 2023 kl. 07.47

Blodpølser, skinke, sylte og alverdens andre gode sager bliver for tiden pakket i vildskab hos landets nordligste slagter. 

I år har butikken mere travlt, end den daglige leder Marie Munch egentlig havde regnet med, og derfor kan slagteren ikke garantere levering af bestillinger på hjemmesiden foretaget efter i fredags. 

Bestillinger i butikken er dog stadig muligt.

Mere travlt end forventet

Det er generelt hårde tider for slagterbranchen, og det har man også kunnet mærke hos Slagter Munch i Skagen i løbet af året, så Marie Munch havde regnet med, at julen i år måske blev mere stille end normalt, men det har vist sig stik modsat. 

Og Marie Munch har været nødt til at lukke ned for bestillinger på nettet for både til private og til firmagaverne.

- Den anden dag måtte jeg lukke for bestilling af blodpølser på hjemmesiden, fordi vi fik udsolgt. Og så væltede det ind med mails “Hvornår åbner I igen for blodpølser?” og “Vi kommer helt fra Sønderjylland og vil kun have jeres blodpølse” og “Kan vi nå det inden jul?”, fortæller Marie Munch, som er blevet helt overrasket over, hvor mange der vil købe butikkens julevarer hos slagteren.

Ekstra pakkedage 

- På julegavefronten har vi fået mange flere bestillinger, end vi plejer. De andre år, hvor vi også har haft travlt, har vi sat en ekstra søndag af til at pakke firmagaverne, fortæller Marie Munch, som i år har måttet ty til to søndage og flere hverdagsaftener, for at kunne følge med.

- Vi har meget travlt og medarbejderne knokler virkelig igennem, vi er pressede, men vi har det også skægt. Der er en særlig stemning over juletravlheden, siger den daglige leder.

I folks bevidsthed hele året

Og Marie Munch er glad for at være en del af folks julebevidsthed.

- Det er jo fantastisk, at man vil bruge os som et forkælelsesprodukt og med vores varer sige til sine medarbejdere, at man synes, de gør et godt stykke arbejde. Vi er meget glade for at være en del af den ligning, siger hun, men opfordrer samtidig folk til også at huske at handle hos slagteren resten af året.

- Vi er stolte af at være en del af folks traditioner, men der er også 11 måneder resten af året, hvor vi har brug for at være en del af folks vaner, fortæller hun.

Julegavekasser tager tid

Men lige nu er det julen, som står for døren og at pakke slagtervarer til levering er ikke at sammenligne med så meget andet nethandel.

- Der er meget arbejde i det - det foregår jo ikke på samlebånd; nogle pakker skal der kort i, andre skal have en flaske med og nogle skal ikke. Og så er det jo ikke en trøje, vi skal pakke, men fødevarer, som først skal laves og så pakkes, forklarer Marie Munch om arbejdsprocessen, som giver travlhed hos slagteren.

Men når de sidste stegte ænder er langet over disken juleaftensdag, kan julefreden også sænke sig over de hårdtarbejdende slagterfolk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste