Julekalender med gevinster: Nu tæller vi ned til jul
SÆBY: Det er blevet en hyggelig juletradition, når Sæby Handelsstandsforening for syvende år udgiver sin egen julekalender.
Ligesom tidligere år prydes dette års julekalender af handelsstandens maskotter, Bimse og Bamse.
Formålet med en julekalender er som bekendt at tælle ned til juleaften ved at åbne en låge hver dag i december, men med Sæby Julekalenderen i hånden får man i tillæg mulighed for at vinde gaver, gavekort og ydelser til en samlet værdi på cirka 14.000 kroner.
På bagsiden af hver af de 24 låger gemmer sig et nummer, som hver dag giver mulighed for at vinde gevinster til en værdi af cirka 500 kroner. To af dagene kan der vindes to gevinster.
I alt udloddes der 26 gevinster, og man kan straks tjekke, om man har vundet.
Kalenderen koster 50 kroner og kan købes i de fleste af byens butikker.
Overskuddet ved salget af de 1.100 julekalendere går ubeskåret til vedligeholdelse og forbedring af Sæby Torv.