Billede beskrivelse

Jørgen maler frimærker til købstadsjubilæet

18. februar 2024 kl. 06.00

Kunstner Jørgen Agerbæk ønsker, ligesom en række andre organisationer og foreninger, at fejre Sæbys 500-års købstadsjubilæum.

Den lokale billedkunstner gør, hvad han er bedst til, og er i denne tid ved at producere 200 ”frimærker”.

Filatelisterne og andre frimærkenørder vil næppe gøre Agerbæks frimærker til et samlerobjekt, men man kan sagtens forestille sig, at der vil være mange lokale borgere der vil købe frimærket som et minde om det runde købstadsjubilæum.

Malerlærrederne i form af krydsfinerplader har Jørgen Agerbæk fået fremstillet i samarbejde med Tranåsskolen.

Pladerne måler 18 x 20 centimeter og de som kan huske de rigtige frimærker, har pladerne ligesom papirmærkerne fået boret regelmæssige takker på de fire kanter.

Jubilæumsmærkerne er tænkt til at skulle hænge på væggen, hvorfor der på bagsiden monteres lister, så de fremstår med dybde.

Agerbæk har, ligesom på mange af hans øvrige værker, valgt at male motiver fra let genkendelige ikoniske steder i Sæby.

Billede beskrivelse


Selv om hvert billede er malet med oliemaling, har de et look af akvarel.

På bagsiden vil hvert maleri blive nummeret fra 1-200, og påført jubilæumslogo samt Jørgen Agerbæks signatur.

Jørgen Agerbæk er født i 1953 og er udlært radiomekaniker og senere i 1978-82 blev han uddannet kunstmaler fra Aarhus Kunstakademi.

Jørgen laver såvel malerier, akvareller og lerfigurer, ofte med motiver fra Sæby.

Alle 200 jubilæumsmærker forventes at være klar til salg fra den 1. juni fra bopælen på Solvænget 27 og under jubilæumsugen fra en stadeplads i Algade. Prisen er fastsat til 500 kroner pr. frimærke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste