Inge har åbnet sin nye retrobutik
Den 2. december åbnede Inge Andersen sin nye butik under navnet ”Hobby og Retro”.
Den 220 kvadratmeter store butik på Aalborgvej 90A i Sæby er indrettet med en række genbrugseffekter og specialkort.
Butikkens særkende er de unikke 3D ark der skal indgå i fremstillingen af alle former for kort og kuverter til invitationer og lykønskninger til begivenheder, jubilæer og lignende.
Hobby og Retro har landsdelens største udvalg af skabeloner til fremstilling af hobbypræget håndarbejde i papir og pynt, som kunderne gerne kører langt for at købe.
Inge Andersen præsenterer ikke uden stolthed hele 67 store ringbind med tilsammen 12.000 ark med forskellige motiver som udgør basisskabelonerne til fremstilling af kortene.
-Kommer der nogen i butikken som falder for butikkens farverige motiver og ønsker at få mere at vide om teknikken til fremstillingen, hjælper jeg selvfølgelig gerne, smiler Inge.
Selv om Inge Andersen de seneste 37 år har siddet ved samme kasseterminal i Føtex i Frederikshavn, har hun de senest mange år i sin fritid haft stadeplads på op til 40 markeder og krea-messer om året.
I november blev Inges overgang til pension markeret med balloner og flag i varehuset. Hun har dog stadig masser af energi og virkelyst, hvorfor hun straks kastede sig ud i nye udfordringer.
Siden Inge for tre år siden åbnede sin Retro- og Hobbybutik i Hals, har hun trappet ned med sine markedsaktiviteter.
Og efter at hun og manden i december flyttede forretningsadresse fra Hals til Sæby, har hun besluttet at koncentrere kræfterne i Sæby og kun deltage på markederne i Sindal og Brønderslev samt til julemarkedet i trafikcentret i Vangen.