Billede beskrivelse

Her er vinhandlerens planer med nabobutikken

01. november 2023 kl. 16.45

Når Vinspecialisten fra nytår overtager nabobutikken Nygaards Kaffe, bliver det en helt ny verden, der åbner sig for vinhandler Jens Dahl. Og det glæder han sig til. Det, han glæder sig mest til, og det, kunderne kommer til at mærke øjeblikkeligt, er duften af te og kaffe, som vil brede sig forretningen, når det nye varesortiment kommer på hylderne.

- Vin og spiritus dufter jo først, når proppen kommer af, og det sker ikke i butikken. Derfor glæder jeg mig til at få kaffearomaen ind i min butik. Den liflige duft skaber en hyggelig stemning. Den har kaffekunderne nydt i årtier hos Nygaards Kaffe, og den vil mine vinkunder garanteret også sætte pris på, siger Jens Dahl.

Billede beskrivelse

Favoritter følger med

Når sortimentet fra Nygaards Kaffe skal finde plads i Vinspecialisten, skal der tænkes kreativt med indretningen, for de fysiske rammer i det tidligere Løveapotek kan ikke uden videre ændres. 

Men der kan flyttes rundt på reolerne, så alle varer får plads.

- Jeg har overtaget alle opskrifter på kaffe- og teblandinger, så kunderne stadig vil finde deres favoritter her hos mig. En lille del af sortimentet har vi haft tilfælles, nemlig chokolade, så det kommer ikke til at fylde ekstra, men jeg bliver nødt til at trimme mit sortiment på vin-området, hvor jeg har produkter, som ikke sælger så godt. Alt i alt vil jeg få en forretning, der appellerer til en endnu bredere kundekreds, siger Jens Dahl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste