Der er travlt i Mondo i Frederikshavn og i Helle Høyers fire andre tøjbutikker. Foto: Hans Sejlund
Shopping

Her er hemmeligheden bag Mondos succes

06. august 2022 kl. 08:15

Moderne kvinder planlægger ikke deres tøjkøb lang tid i forvejen. Beslutningen tages på et splitsekund, når de ser, at vejret er godt til en shoppetur, ser et godt tilbud på sociale medier eller kommer forbi en spændende gadeudstilling eller butiksvindue.

- Når beslutningsprocessen bliver så kort, må vi være tilsvarende hurtige til at indrette butikkerne efter det. Så skal vi have butiksvinduer og gadeudstilling, der passer til vejret, eventuelle begivenheder i byen og stemningen. Og vi skal have fingeren på pulsen og være hurtige på sociale medier. Det er krævende, men det er også sjovt at drive butik på den måde, siger Helle Høyer, der har været i branchen siden 1989 kun afbrudt af en kort periode som kørende sælger.

Helle Høyer har butikken Mondo i gågaden i Frederikshavn, Bannerslund Tøj i Elling, Mejeriet i Jerup samt Mondo og Frk. Himmelblå i Skagen. En blanding af helårsbutikker og sommerbutikker. Hertil kommer et stort fælleslager på havnen i Frederikshavn, hvor man også håndterer import og engrossalg af bl.a. mærket Love Sophy, som Helle Høyer får produceret i Italien. Det er især Per, der styrer lageret og distributionen til butikkerne.

Den store terrasse foran Mondo giver plads til en spændende gadeudstilling. Foto: Hans Sejlund
Se også
Nu åbner Mondo ny butik: Her skal den ligge

24 ansatte

Hele virksomheden har her i sommer 24 ansatte foruden Helle og Per, heraf tre på lageret. Da det er meget forskellige sortimenter, der føres i de fem butikker, cirkulerer medarbejder rundt mellem butikkerne, så de altid har føling med, hvad der findes de andre steder. Det er vigtigt at kunne vejlede kunderne ordentligt.

- Jeg er heldig at have nogle virkelig dygtige og ansvarsbevidste piger ansat, og mange af dem har været her i mange år. Uden dem kunne det slet ikke lade sig gøre, siger Helle Høyer.

Ingen af Helles fem butikker har en webshop, til gengæld gør de rigtig meget i live shopping via sociale medier. Det var en salgskanal, der blev taget i brug under corona-nedlukningen, men Helle Høyer har holdt fast i den, for den er meget effektiv.

Kunderne tager hurtig beslutninger, så det skal vi også gøre og indretter butikkerne efter det, siger Helle Høyer. Foto: Hans Sejlund

Køber selv ind

Mondo og de andre butikker fører tøj i mellem-prislejet til en målgruppe, der strækker sig fra 20 til 70 år. Her kommer unge kvinder og finder det helt rigtige til deres stil. Og forleden havde man en 96-årig kunder, der ”ikke ville have noget konet”.

Helle Høyer er uafhængig af kæder og køber selv ind på messer eller direkte hos producenter. Hun har næse for det og lykkes med at finde de styles, som kunderne kan lide. Det handler mere om individuel stil end om mode.

Helle Høyer har næse for, hvad kunderne vil have og står selv for indkøb til de fem butikker. Foto: Hans Sejlund

Nyeste