Hansen Møbler i Hørby lukker
Slut med at sælge møbler og tæpper fra den store butik i Hørby
HØRBY: Henrik Hansen Møbler i Hørby lukker i løbet af kort tid.
Ophørsudsalget er netop skudt i gang i den 111 år gamle møbelforretning, som drives af tredje generation Hansen - nemlig Henrik Hansen. Forretningen blev etableret af Henrik Hansens bedstefar Jens Hansen i 1908.
Jens Hansen var sadelmager og møbelpolstrer.
Han døde 1931, og da Henrik Hansens far Evald havde udstået sin læretid kom han ”hjem” og overtog forretningen i 1936.
Først i 80’erne kom Henrik Hansen kom med i firmaet.
- - Min far og jeg lavede et glidende generationsskifte. Jeg er aldrig blevet presset til at arbejde i virksomheden, men det var ligesom naturligt, fortalte Henrik Hansen i forbindelse med forretningens 100 års jubilæum i 2008.
Han valgte at gå på handelsskole og blev udlært i Sallings møbelafdeling i Ålborg.
Nu gør han sig så småt klar til sidste arbejdsdag blandt møbler og tæpper i Hørby i den 1800 kvadratmeter store butik, der stadig er fyldt op med tæpperuller og møbler.
Ophørsudsalget startede i søndags og fortsætter indtil alt er væk.