Gadekøkkener samlet under et tag

Christian Conradsen er klar med Street Food Frederikshavn på hjørnet af Barfredsvej og Lundevej

19. maj 2018 kl. 11.20

FREDERIKSHAVN: Fænomenet street food vinder større og større indpas i danskernes bevidsthed, og specielt i de helt store byer skyder stadig flere madmarkeder og food trucks op af brostenene.

Den danske version af street food dækker over madmarkeder, hvor maden bliver lavet på stedet. Der er oftest tale om enkel mad, som man kender det fra de asiatiske landes gadekøkkener.

Det er bestemt ikke uden grund, at street food-konceptet har kastet så megen succes af sig.

Det skaber nemlig et socialt liv og aktivitet i byrummet med maden, som den fælles sammenbindende sanselige oplevelse i duft og smag.

Det er derfor, at street food er blevet så populær en aktivitet i de store byer.

Men hvorfor ikke introducere street food i den lille storby, som Frederikshavn gerne ser sig selv som.

Spørgsmålet er lige så retorisk som svaret - det er nemlig givet af en af byens madaktivister, som gang på gang har udfordret os med smagsnuancer fra alle verdens hjørner.

- Vi gør det da, lyder det fra Christian Conradsen som for så mange år siden, at man næppe tror sine egne øjne, introducerede frederikshavnerne for mexicansk mad på den amerikanske måde i Lodsgade.

Nu er det så street food han introducerer for os - dog ikke i en kæmpe hal med 25 køkkener.

Så stor er byen heller ikke.

Men Street Food Frederikshavn vil basere sig på tre køkkener og mad fra fem forskellige destinationer - alt samlet under et tag i et tidligere bageri på Barfredsvej.

Os, der har haft dåbsattesten i rigtig mange år, kan huske, at det hed Bager Ulrik, men indtil for et par måneder siden var det faktisk et pizzaria under det klingende navn Pavarotti, der holdt til her.

Men fra juni er det Street Food Frederikshavn orkestreret af Christian Conradsen og naturligvis helt efter egen ide.

Og har man set Christian Conradsen indrette og dekorere før, så er man ikke spor i tvivl om, at det er ham, der står bag Street Food Frederikshavn - det bærer ned i mindste detalje hans kontrafej.

Rå vægge - finurlige dekorationer, havefliser i nye konstellationer og festligt møblement.

- Det er næppe nogen stor hemmelighed, at jeg ikke bryder mig om uniformerede madsteder - jeg synes simpelthen det bliver for kedeligt. Og oplevelsen med de mange forskellige dufte af mad skal understøttes af en indretning, der også sætter skub i fantasien, siger Christian Conradsen.

Og det er lykkedes i rigt mål i det gamle bageri.

Street Food Frederikshavn får plads til 80 spisende indendørs i det samme antal udendørs.

- Mange street food-aktiviteter klarer sig helt uden spisepladser, men den model tror jeg ikke på. Så man vil altid kunne booke bord hos os.

- Men for at holde prisniveauet i bund bliver det høflig og reel selvbetjening og engangsservice - ikke vinglassene, men alt det andet, siger Christian Conradsen, som i øjeblikket arbejder med at få de sidste detaljer på plads inden dørene slås op.

- Vi skal have arbejdsgangene til at fungere, så vi kan agere i det hurtige tempo, når gæsterne er her, siger Christian Conradsen.

Hos ham er street food også hurtig mad - så ikke noget med at fiskens skal fanges og tilberedes inden måltidet er klar.

Det italienske ord pronto vil garanteret komme til at genlyde i de nyindrettede lokaler.

Når det er på plads vil Street Food Frederikshavn åbne.

- Det bliver i løbet af den første uge i juni. Vi har alle tilladelser på plads, så nu gælder det bare om at få arbejdsgangene til at fungere optimalt, så vi rykker fra første arbejdsdag, siger Christian Conradsen.

Street Food Frederikshavn vil holde åbent alle ugens syv dage og byde på formiddagsbuffet og aftenbuffet.

- Vi laver nogle skarpe priser på buffet’erne og så kan man bare vandre rundt i de forskellige køkkener og hente oplevelser fra madkulturer fra de forskellige destinationer.

I Mamaria tilbydes der rigtig mexicansk mad - så godt som det kan gøres med de råvarer, der kan skaffes i Danmark.

- Vi har lavet aftaler med leverandører på Sjælland som sikrer, at vi både får taco, som de er i Mexico og ost efter samme model, siger Christian Conradsen.

I Garagen er der sushi og poke bowl på menuen og i Street Food Frederikshavn er der dels en italiensk afdeling med pizza og pasta, thai-køkken på Christian Conradsens måde og endelig et indisk køkken.

- Jeg tror fuldt og fast på at frederikshavnerne gerne vil overaskes - og det vil de blive her, siger Christian Conradsen.

Han vil selv udgøre en del af kokketeamet, mens Street Food Frederikshavns daglige vært bliver Bent Vestergaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste