Fredag spreder uhyggen sig i gågaden i Frederikshavn
Byens butikker holder Open By Halloween og holder åbent til klokken 21.00.
- De har fundet uhyggelige gode tilbud frem, og der vil være forskellige oplevelser og bunkevis af græskar til gratis udskæring på Kirkepladsen og Fisketorvet.
Det oplyser Handelschef Dan Kobberup.
Modeshow og paneldebat
Den røde løber er rullet ud i ”krydset” ved Th. Bergsgade og Kirkegade.
Og klokken 19.30 kan du opleve politiske modeller på ”Catwalken”, nemlig Birgit S. Hansen (S), Mette Hardam (V), Christina Lykke (SF), Rasmus Bang Pedersen (D), John Lamp Henriksen (C) og Thomas Hjort (DF).
- Der vises fristende efterårsmode fra SøndergaardF, Lædermagasinet, Skoringen, Lundberg FRH, Tøjeksperten Frederikshavn og Vero Moda.
Efter minimodeshowet vil der være politisk debat på torvet ved caféborde, og ordstyrer Michael ”Mif” Frederiksen styrer slagets gang.
- Har du spørgsmål eller ideer til Frederikshavns udvikling, så kom forbi og deltag i debatmødet.
Scary Square på Kallstorvet
Midtbyens samlingsscene omdannes til et (U)hyggeligt byrum næsten som et helt ”horror house”.
- Når mørket falder på, vil der være levende spøgelser og monstre - så kig forbi hvis du tør…
Du kan også deltage i udklædningskonkurrence mellem klokken 16.00-17.00.
Der er således præmier til alle udklædte børn på Kallstorvet ved Jerrys, og i tillæg udvælger et erfarent panel ligeledes 4 vindere i 2 alderskategorier 0-8 år og over ni år.
De vinder hver et FREDERIK-gavekort på 250 kroner.
På torvet er der også gratis ansigtsmaling og tattoos samt masser af uhygge med røg, damp, lys og lyd samt levende spøgelser når mørket falder på fra klokken 17.00 og helt indtil klokken 21.00.
Oplevelser i Gågaden
Fra klokken 15.00-19.00 er der på Kirkepladsen og Fisketorvet bunkevis af gratis græskar (så længe lager haves).
- Kig forbi og udskær dit eget uhyggelige græskar - ildsjæle fra Skøjte og Sports Forening Nord står klar til at hjælpe og vejlede.
Tag også en tur i vognen, som trækkes af spøgelseshesten Luke. Turen er gratis, og den kører pendulfart mellem Kirkepladsen og Fisketorvet mellem klokken 16.00-19.00.
Den store drabelige drage Malix bevæger sig rundt i gågaden fra klokken 16.00 - her er mulighed for årets mest uhyggelig selfie hvis du tør gå tæt på dragen.
Fra klokken 17.00-19.30 spreder Mobildiskotek Unique stemning med gode hits fra 80-90’erne på Stentorvet, som opvarmning til modeshow og paneldebatten.
Se hele programmet på www.frederik.nu