Fra Klitmøller til Skagen: Ny tøjbutik har åbningsdagen klar
Det handler om havet og om livet ved havet.
Det gør det i Klitmøller, og det gør det i Skagen, hvis du spørger Robert Sand, som er fjerde generation mølbo og indehaver af tøjbrandet Klitmøller Collective.
Han åbner butik 23. marts på havnen i Skagen i den tidligere Ilse Jacobsen-butik.
Klitmøller Collection er et tøj- og livstilsbrand, som har sit udspring i havet ved Klitmøller og finder inspiration i livet på og ved havet.
- Vores design tager meget udgangspunkt i strik, som også har rod i livet ved vandet, hvor man har skulle kunne holde varmen, og hvor man for år tilbage fik ulden fra fårene i området. Stilen er ret ren og skandinavisk minimalistisk med en del striber og klassiske blå farver og sandfarver, siger Robert Sand om den inspiration, som det kystnære miljø har givet designet.
Holder åbent året rundt
- Og så er det afslappet tøj, som man befinder sig godt i. Jeg tror det passer godt til folk i Skagen og dem, som søger mod Skagen, siger indehaveren.
Han glæder sig helt vildt til at åbne i landets nordligste by og fortæller, at intentionen er at åbne en helårsbutik i byen.
- Planerne er, at åbne i Skagen, at blive i Skagen og at have åbent hele året rundt, fortæller indehaveren som netop i disse uger er i fuld sving med at rekruttere til butikken i Skagen.
- Vi har åbent hele året i vores to andre butikker i Klitmøller og Vorupør, og vores medarbejdere der vil rigtig gerne til Skagen og tage vagter, men vi søger også folk, der er lokalt kendte, skagboere eller folk fra området tæt på, siger Robert Sand.
Ansvarlig produktion er vigtigt
Robert Sand er ud af en familie, som i flere generationer har brugt havet; hans far, farfar og oldefar var sømænd og fiskere, og selv har han i 10 år været professionel windsurfer, og det ligger ham derfor på sinde, at hans produktion er ansvarlig. Både i forhold til miljøet omkring havet og i arbejdsforholdene.
- Fordi mit forhold til havet er så nært, laver vi også ind imellem strandrensningsprojekter og vi er også involverede i en virksomhed, der opsamler skrald. Desuden er min far tidligere fagforeningsformand, så det kommer nok også lidt fra min familie, at jeg gerne vil agere ansvarligt - både i forhold til virksomheden og havet, siger Robert Sand og forklarer, at virksomheden forsøger at producere deres produkter, så ansvarligt som muligt.
- Vores firma tager udgangspunkt i at designe, fremstille og sælge produkter, som er produceret i Europa. Og vi tager udgangspunkt i slow fashion og har en del designs, som vi har kørt med i de 11 år, vi har eksisteret, og som stadig er nogle af dem vi sælger bedst af, siger indehaveren, der dog også har designs, som følger sæsonerne.
Klitmøller Collective har butik i Klitmøller og Vorupør og åbner 23. marts butik på Skagen Havn.