Første år i Møllecenteret fejres med kagemand og bobler
FREDERIKSHAVN: Lørdag 15. marts er det et år siden, Matas i Møllecenteret slog dørene op i nyrenoverede lokaler. Det bliver fejret behørigt med kagemand, bobler og goodiebags med lækre produkter.
- Vi er blevet taget godt imod her i Møllecenteret og har haft et rigtig godt første år, siger butikschef Tina Christensen. Vi har fået mange faste kunder, der glæder sig over de lette adgangsforhold og mange gratis parkeringspladser.
Tina Christensen driver Matas-forretningen sammen med fire fastansatte og to afløsere. For hende personligt har det også været et godt år. Det er spændende at starte en ny butik op, og så har hun fået meget kortere på arbejde – kun 900 meter, hvor hun tidligere kørte helt til Dronninglund hver dag.
Nu håber Tina og personalet på, at rigtig mange kunder vil kigge inden for lørdag 15. marts og være med til at fejre fødselsdagen.