Billede beskrivelse

Fisk og grønt fylder mere

Kødløse dage er kommet for at blive

04. maj 2018 kl. 04.20

FREDERIKSHAVN: Selv om mange frederikshavnere sætter stor pris på en god bøf, så er okse- eller svinekød ikke længere den primære ingrediens i aftensmåltidet alle ugens syv dage.

Med omtanke for miljøet vælger flere og flere nemlig at skære ned på de traditionelle kødretter og have kødfrie dage i løbet af ugen.

Derfor stiger interessen også for retter, som primært består af grøntsager eller fisk. Sådan lyder erfaringerne fra Skagenfood, der hører til i Strandby, og som ugentligt leverer mere end 35.000 måltider til vore hoveddøre.

- Vi ser, at flere og flere af vores nordjyske kunder er optaget af deres egen sundhed og den jordklode, vi lever på. Og for mange er mad og måltidskasser, som netop tilgodeser det, en måde at efterleve det på. Derfor introducerer vi måltidskasser, som netop har fisk og grønt som primære ingredienser, fortæller direktør for Skagenfood Betina Kühn.

Peter Nøhr, der er kok for Skagenfood og ejer af virksomheden Kost, mærker løbende nordjydernes fokus på at spise sundt og grønt, når han er i kontakt med kunder:

- Okse- og svinekød har ikke længere den samme status, som det havde engang, og det er ikke altid folks opfattelse, at kød er en nødvendig bestanddel af et mættende måltid. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis ser flere nordjyder, som vælger at blive fuldblodsvegetarer eller veganere, men jeg tror dog alligevel, at det med at have kødfrie dage er noget, der er kommet for at blive, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste