Et nyt univers af vine: Skal du med til åbningen?
Norhvin ændrer sit navn til Vinuniverset samtidig med, at forretningen flytter længere ned ad Vestergade til nyrenoverede lokaler.
I ejerne Karina og Nikolai Ronnes univers fylder vinen meget, hvor de har fokus på at tilbyde kvalitetsvine til gode priser fra flere europæiske og oversøiske vinlande.
- Vi ønsker, at vort sortiment afspejler mangfoldigheden i vinens univers, siger Karina.
Det brede udvalg på hylderne egner sig til såvel fisk, oksemørbrad, andesteg, dessert eller som aperitif.
Som antydet er vin ikke bare en vin. Vinuniverset har vine i varierende kvaliteter fra 50 kroner op til 25.000 kroner pr. flaske.
Nikolai Ronne viser ikke uden stolthed det store udvalg af klassificerede Bourgogne vine frem.
De eksklusive vine er udstillet i et stort glasskab, der fylder hele butikslokalets ene endevæg og har en konstant temperatur.
Nye lokaler, nye muligheder
- Takket være en enestående aftale med udlejer har vi fået mulighed for at flytte ned i gågaden tættere på centrum, hvor vi ser frem til, at der kommer væsentlig flere strøgkunder, vurderer Nikolai Ronne.
Det nye lejemål, der er blevet smagfuldt indrettet, består af et 170 kvadratmeter stort butikslokale med tilhørende produktionskøkken, toiletter og depotrum.
I vinbaren, om sommeren med udeservering, vil kunderne kunne se frem til at slappe af over et glas vin, men der kan også bydes på en kop nybrygget kaffe med noget lækkert til eller et glas skummende fadøl fra Thisted Bryghus.
Det entreprenante par har allerede til forårsmånederne planlagt en række events med foredrag og portvinssmagning med tilhørende tapasretter.
Ligeledes fortsætter det populære vinbanko i deres nye univers.
Den legendariske diskokugle fra den tidligere butik er naturligvis flyttet med og vil snart kaste lys over de næste cru-fester, der bliver afholdt i Vinuniversets inspirerende omgivelser.
Vinuniverset på Vestergade 32 i Sæby slår dørene op torsdag den 8. februar klokken 14.00 til 18.00.