Skagen-butik får nye ejere - og de er fra Sæby
SKAGEN: Efter 12 forrygende år med salg af gastronomisk grej, har de nuværende ejere af Laurentius i Skagen valgt at give stafetten videre.
Siden 2014 har Susanne Laursen og Charlotte Eriksen drevet butikken med stor passion for den gode detailhandel kombineret med interessen for godt køkkengrej.
Butikken er i dag på sit højeste, og nu har Charlotte og Susanne valgt at stoppe på toppen og sælge stedet videre til nye, friske ejere.
Ægtepar overtager
Lise Tolstrup Munck og Brian Munck fra Sæby er de nye ejere af Laurentius, som står klar bag disken fra 1. december.
Brian er selv født i Skagen og med Lise ved sin side, har de altid følt en stor tilknytning til byen, hvor de en del af året også er bosiddende på Sønderklit.
Et stort ønske om at være selvstændige, at gøre noget sammen og arbejde med gastronomisk grej, har fået dem til at tage springet til nu at være de nye ejere af butikken på Sankt Laurentii Vej.
Kom og hils på - og sig farvel
Lørdag den 29. november vil der være reception i butikken fra klokken 15 til 17.
Her får kunderne både mulighed for at hilse på de nye ejere, samt at sige farvel til Charlotte og Susanne, inden de endeligt takker helt af.