Lager og trykkeri var heldigvis intakt efter den voldsomme brand. Fra venstre Kim Dybdahl og Annika Krog Foto: Åse Bakland
Shopping

Dybdahl Erhvervstøj er tilbage i fuld omdrejninger efter voldsom brand

Dybdahl Erhvervstøj er i gang med at etablere nyt showroom og mødelokaler i midlertidige lokaler i Østervrå

28. marts 2021 kl. 08:00

ØSTERVRÅ: Lageret er intakt, trykkeri og leveringer kører 100 procent efter at en voldsom brand for 14 dage siden ødelagde butik, showroom og kontor hos Dybdahl Erhvervstøj i Østervrå. Et nyt showroom og mødelokaler er i fuld gang med at blive indrettet i midlertidige lokaler i Østervrå.

Det har været to hektiske uger for indehaver Kim Dybdahl og personalet hos Dybdahl Erhvervstøj, som på det nærmeste har ligget vandret efter branden, der ødelagde varer, kontor og IT i den 230 kvadratmeter store butik.

Dybdahl Erhvervstøj har lejet sig ind i lokaler på Hjørringvej 432 i Østervrå. Her vil der blive showroom, mødelokaler og kontor. Foto: Åse Bakland

- Vores ansatte, leverandører og kunder har været super effektive, hjælpsomme og forstående hele vejen, fortæller Kim Dybdahl.

- Vores lager og trykkeri var heldigvis godt beskyttet bag en solid branddør, og efter lidt udluftning, kunne vi genoptage vores arbejde allerede tre dage efter branden.

Natten mellem den 6. og 7. marts blev butiksejer Kim Dybdahl ringet op lige før midnat med beskeden om, at det brændte voldsomt i den ejendom, hvor Dybdahl Erhvervstøj har butik, lager og trykkeri.

- Jeg husker ikke præcis, hvilke tanker, der gik gennem mit hoved, men det er da ikke lige sådan en melding, man sidder og venter på en lørdag aften, konstaterer Kim Dybdahl, som sammen med sin kone Birthe skyndte sig ned til brandstedet.

Dybdahl Erhvervstøj har lejet sig ind i lokaler på Hjørringvej 432 i Østervrå Foto: Åse Bakland

- Der var ikke meget, de kunne gøre andet end at se til, mens beredskabet gjorde alt, hvad de kunne for at mindske skaderne. - Vi er glade for, at ingen kom til skade, og mens brandmændene gjorde deres arbejde, begyndte vores tanker at kredse om, hvordan fremtiden ville komme til at se ud, husker Kim Dybdahl.

Effektivt beredskab

Han er fuld af beundring for beredskabet og skadeservice.

– De var bare alle sammen super professionelle både under og efter branden, oplevede Dybdahl. I det hele taget har vi oplevet utrolig stor opbakning og positive reaktioner med tilbud om hjælp fra vores nærområde og netværk i det hele taget.

Det er for tidligt at sige, hvad der kommer til at ske med den udbrændte ejendom, hvor Dybdahl Erhvervstøj havde butik. Foto: Åse Bakland

- Allerede søndag kunne vi begynde at få et overblik over skaderne, og i løbet af de næste dage, faldt flere og flere brikker på plads. Dels skulle der overblik over en hel del færdigpakkede ordre, som gik tabt i branden, dels skulle vi have vores virksomhed i gang igen, fortsætter Dybdahl, som glæder sig ekstra meget over, at han sidste sommer fik optimeret sin virksomhed på IT-området.

- Det har virkelig været en kæmpe hjælp for os, at vi har alle oplysninger forsvarligt gemt.

Det ”nye” sted

Alle kunder kan igen hente og bestille vare fra lageret, og snart er de også klar med showroom til fremvisning og møder med kunderne.

– Vi har lejet os ind i Preben Damtofts lokaler på Hjørringvej 432, som tidligere har huset Østervrå Fysioterapi- og Træning. Det er lige umiddelbart i nærhed af vores lager/trykkeri, og der vil være personale begge steder - skulle det ske, at døren er låst på lageret, så er der åbent i det ”nye” sted eller omvendt, forklarer Kim Dybdahl, som sammen med sit personale håber på forståelse for den aktuelle situation.

Hvad der skal ske

Det er alt for tidligt at sige noget om, hvad fremtiden bringer i forhold til den udbrændte ejendom, som er et lejemål.

- Det optimale for os, ville være, at den gamle bygning blev erstattet med et nybyggeri, men nu må vi se, hvad der kommer til at ske, slutter Kim Dybdahl.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu