Kasper Pedersen er den nye købmand i byen - og han er helt rolig i forhold til butikkens fremtid. Arkivfoto: Bo Lehm
Shopping

Byens vigtigste mand giver tre bud på, hvorfor hans nye butik vil overleve

12. maj 2022 kl. 09:12

VOERSÅ: Kasper Pedersen er uden tvivl byens vigtigste mand, og forventningerne til ham vil nærmest ingen ende tage.

I rigtig mange år har borgerne sukket efter at få en ny dagligvarebutik i Voerså syd for Sæby, og på lørdag åbner så Min Købmand, hvor Kasper Pedersen er chef.

Han bor med sin familie i Frederikshavn, kommer fra en stilling som salgsleder i Meny. Og selv om købmændene i de mindre byer lukker på stribe, giver Kasper Pedersen tre bud på, hvorfor han stoler på projektet i Voerså.

Alle kender hinanden

- Grundlæggende er det vigtigt, at kunderne kommer også kommer ned i min butik for at få en sludder. Der er et lille hjørne af butikken, hvor der bliver indrettet en café med blandt andet kaffemaskine og tv. Dermed er der lagt op til, at Min Købmand også bliver byens nye samlingspunkt, ligesom vi vil arrangere forskellige fælles aktiviteter, fortæller Kasper Pedersen.

I en by af Voersås størrelse kender alle hinanden, og det er vigtigt i et lille samfund at have et sted, hvor borgerne kan mødes.

- Der sidder også nogle ældre borgere i byen, som ikke har så nemt ved at komme hen til områdets større byer. Men omvendt er det nemt at finde hen til købmanden i Voerså, siger Kasper Pedersen.

Ikke ind i himlen

Men træerne vokser ikke ind i himlen, og det gør træerne specielt ikke i en tid med stigende fødevarepriser.

Hvis en ny købmandsbutik skal overleve, er det ikke nok at skabe et godt socialt sammenhold. Også de fysiske rammer skal være på plads.

Med 800 kvadratmeter ligger Kasper Pedersens butik i den omfangsrige ende af Min Købmand-konceptet.

- Det er en stor butik, og det tror jeg, vi kommer til at vinde på, fordi vi har et sortiment, som de normale landsbybutikker ikke har plads til. Desuden får vi også plads til blandt andet pakkeudlevering og brødudsalg. Vi har selvfølgelig ikke alt det, som Meny har. Men vi er tæt på, siger Kasper Pedersen.

Udover de gode fysiske rammer samt borgernes efterspørgsel på et socialt mødested handler det også om en grundlæggende bred opbakning fra borgerne.

Da Min Købmand for eksempel havde rejsegilde, var der nærmest sort af nysgerrige borgere, som godt lige ville have en status på byggeriet.

Mange lokale foreninger har allerede kontaktet købmanden for at få oprettet en konto, men det vigtigste er måske, at borgere, virksomheder og fonde har indsamlet over 2.5 millioner kroner til opførelse af den nye købmandsbygning.

Meget afgørende

- Indsamlingen er meget afgørende, tror jeg. Jeg kommer ikke selv fra Voerså, og hvis jeg kom til byen og byggede en ny butik, ville opbakningen nok ikke være helt den samme, siger Kasper Pedersen.

I samarbejdet med Dagrofa, bygger og ejer byen købmandsbygningen og alt inventar, som byen så lejer til Kasper Pedersen.

Dagrofa er garant for, at hvis Kasper Pedersen for eksempel pludselig ikke er i stand til at betale huslejen - så betaler Dagrofa.

Parterne har skrevet under på, at Voerså er sikret en købmand i mindst 20 år.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu