
Butik fravælger nethandel: Jens værner om den personlige betjening
Jo, han har da en profil på Facebook, men cykelhandler Jens Møller har ikke nogen hjemmeside. Og han har helt bevidst valgt webshoppen fra. I stedet ruller han hver dag den røde løber ud og hejser flaget for de kunder, der besøger Møllers Cykel Shop på Søndergade, Frederikshavn.
- Jeg har snart været selvstændig cykelhandler i 30 år, og det er ikke blevet lettere med tiden. Men jeg har alligevel fravalgt nethandlen, for jeg tror på, at den personlige betjening og faglige dygtighed vinder i det lange løb. Og det er også, hvad jeg hører fra mine kunder. Mange har jo søgt på nettet, inden de kommer her i butikken, men når vi så har talt lidt om, hvilke ønsker og behov kunden har, så ender det ofte med en anden model. En cykel, som kunden bliver rigtig glad for, siger Jens Møller.
Cykelhandleren kan konstatere, at frederikshavnerne cykler meget, men de er også lidt konservative i deres valg af cykel.
Da retrocyklerne kom frem, gik der fire til fem år, inden de slog igennem i Frederikshavn. Ligesom med kassecyklerne. Elcyklerne har også været længe undervejs, og faktisk solgte Møllers Cykel Shop den første elcykel for 20 år siden, men det er først de senere år, der er kommet rigitg gang i salget. Til gengæld rykker elcyklerne helt vildt lige nu og udgør over 50 procent af salget.
- I starten var der jo en fordom om, at elcykler var for gamle og svagelige, men i dag kører alle på elcykel. Min yngste elcykelkunde er 12 år, den ældste 88. Der er flere børn, end man lige skulle tro, der får en elcykel. Forældrene har nemlig opdaget, at med en elcykel vil børnene gerne cykle i skole og til sport, og det er en stor aflastning for familiens ”chauffører”.
- Nogle vil måske mere, at en elcykel er snyd, men jeg mener, at lidt motion er bedre end ingen motion, og den friske luft er god - uanset om du sveder eller ej. Faktisk viser det sig, at folk, der får en elcykel, cykler tre til fire gange så meget, som de gjorde på den gamle cykel, siger Jens Møller.