BigDollar har store planer: Her åbner nye butikker
Et byggeri af usædvanlig størrelse skyder op på grunden ved siden af Lidl på Hjørringvej.
Rejsegildet har netop fundet sted, og inden udgangen af maj vil den nye BigDollar være klar til at tage mod kunder.
I disse dage arbejdes der med belægning af parkeringsarealer m.v., og inden for er håndværkere gået i gang med indretning af butikslokalet.
Etableringschef Peter Jacobsen, BigDollar, ser frem til at få en butik i Frederikshavn. Kæden er i forvejen til stede i Brønderslev og Hjørring, og på sigt har man en ambition om at have butikker i de fleste større byer.
Senere i år indvies BigDollar-butikker i Grenå og Randers, og i 2025 kommer der BigDollar i Thisted, Skive og Holstebro. Og det stopper ikke her.
USA-inspireret kæde
Flere butikker er i pipeline, men endnu ikke så konkrete, at Peter Jacobsen kan sætte lokalitet på.
Butikken i Frederikshavn bliver på hele 3200 kvadratmeter, hvoraf de 2700 bliver salgsareal. Kæden er lige nu i gang med rekruttering af butikschef, mens de 10-12 øvrige job i afdelingen bliver opslået på Jobindex i løbet af februar. Åbningsdagen er ikke besluttet endnu, men Peter Jacobsen forventer, at det bliver i slutningen af maj.
BigDollar er en amerikansk-inspireret svensk-ejet discountbutikskæde. I Sverige hedder kæden Dollarstore, men den i Danmark hedder BigDollar. Butikkerne sælger kosmetiske varer til personlige pleje og husholdnings- bolig- og haveudstyr til lave priser. Sortimentet består af varer, som er egen import fra Asien eller indkøbt via grossister i Europa. I alt er der mere end 10.000 unikke produkter for hele familien.
I Sverige er kæden vokset eksplosivt og er nu oppe på langt over 100 butikker. Dollarstore omsatte i 2020/2021 for næsten 4 mia. svenske kr. og havde et overskud på 72 mio. svenske kr.
Ambitionerne for Danmark er tilsvarende høje.