
Anita fejrer jubilæumsår med ny, udvidet butik
Søstrene Grene fejrer i år 50 års jubilæum. Og i Frederikshavn er der ekstra grund til fejring.
For her har butikschef Anita Rasmussen netop slået dørene op til en nyrenoveret og udvidet butik i gågaden.
- Vi har fået 50 pct. mere plads i butikken, fordi vi har fået mulighed for at inddrage trappeopgangen til førstesalen, der indtil 2016 husede Diskotek Unique, og fordi vi har fået lager i kælderen, siger Anita Rasmussen.
- Varesortimentet forbliver uændret, men den ekstra plads gør os i stand til at præsentere varerne meget mere indbydende. Der er også blevet markant bedre plads for kunderne til at bevæge sig rundt i butikken, også når man kommer med barnevogn eller klapvogn.

260 europæiske butikker
Søstrene Grene blev stiftet i Århus i 1973, da ægteparret Inger Grene og Knud Cresten Vaupell Olsen åbnede en butik, der viste sig at være helt unik. Med en baggrund inden for mode og ballet samt en kærlighed til klassisk musik satte parret sig for at skabe et butikskoncept, der kunstfærdigt kombinerede musik, inspirerende butiksopstillinger og historiefortælling.
Ambitionen var at tilbyde en lille pause i hverdagen og dykke ned i et øjebliks hygge - og det er det stadig dagen i dag.
I løbet af de sidste 50 år er Søstrene Grene vokset til at tælle mere end 260 butikker fordelt på 16 europæiske lande og flere webshops. Butikskæden ejes og drives i dag af brødrene Mikkel og Cresten Grene.