Pas på: Fup-mails er ikke fra Norlys
Svindlere udgiver sig for at være fra energikoncernen - send ikke oplysninger
NORDJYLLAND: De seneste dage har energi- og telekoncernen Norlys fået henvendelser fra kunder, der har modtaget mistænkelige mails. Afsenderen udgiver sig for at være fra Norlys - men det er svindel, advarer koncernen i en pressemeddelelse torsdag morgen.
Af mailen fremgår det, at modtageren har betalt for meget og derfor skal have penge tilbage. Modtageren bedes om at klikke på et link og udfylde en formular. Men det skal man altså ikke gøre, for formålet er alene at lokke kontooplysninger ud af folk.
- Vi ville aldrig bede vores kunder om at give os deres oplysninger på den måde. Har man modtaget en sådan mail, skal man slette den, og hvis ens mailprogram giver mulighed for at rapportere den som spam, er det en god idé at gøre det også, siger Ken Bonefeld, der er it-sikkerhedschef i Norlys.
Mailen er påført Norlys' logo, men ved et nærmere eftersyn afsløres det, at afsenderen er falsk. For eksempel er der sproglige fejl, og så er mailen sendt fra en adresse, der bør få alarmklokkerne til at ringe.
"Mailen i de eksempler, som Norlys er bekendt med, er sendt fra adressen hewer@ns.sympatico.ca. Havde det faktisk været en mail fra Norlys, var den sluttet på @norlys.dk", pointerer Norlys i pressemeddelelsen.
Denne form for svindel kaldes phishing.
- Der er ingen tvivl om, at phishing bliver mere og mere populært blandt kriminelle, og vi oplever desværre af og til phishingforsøg, der misbruger vores navn og logo. Derfor vil jeg gerne opfordre vores kunder til generelt at være kritiske, inden de klikker på links i både mails og sms’er, siger Ken Bonefeld.
Hvis kunder i Norlys er i tvivl om, hvorvidt der er sket en fejl i forbindelse med betaling af en regning, kan de altid tjekke det på mit.norlys.dk.
