Billede beskrivelse

Nye navne afsløret til rockkoncert i havnebyen

Carpark North og Zar Paulo indtager Rock i Frederikshavn 2024

30. oktober 2023 kl. 10.48

Så er der kommet to nye navne på plakaten til næste års Rock i Frederikshavn, der foregår lørdag 8. juni 2024.

Med mandagens udmelding om, at kunstnerne Carpark North og Zar Paulo kommer, rummer koncertplakaten et potentiale til at blive den helt store synge-med-hoppe-danse-fest på Knivholt, oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.

- Vi har virkelig glædet os til at offentliggøre næste års musikprogram, men personligt har jeg glædet mig ekstra meget til at fortælle, at vi har både Carpark North og Zar Paulo på scenen til sommer, fortæller Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn.

- Zar Paulo kommer med garanti til at blæse os alle bagover. De indtager alle scener med en energiudladning der kan få de fleste til at tabe pusten. Det glæder jeg mig vildt meget til at opleve på vores scene. Og alle ved jo, at når Carpark North går på scenen, så kan man forvente en overbevisende hitparade præsenteret af et fuldstændig forrygende liveband, fortsætter han.

Og hvem er Zar Paulo så?

Ligesom Carpark North mødtes bandmedlemmerne på Mellerup Efterskole.

- Hurtigt var det tydeligt, at de fem efterskolevenner fra Aarhus havde et enormt potentiale som liveband. Bandet formår at forene bredtfavnende pophymner med skæve new wave-inspirationer og et lyrisk univers med noget på hjerte, lyder det.

I løbet af foråret og sommeren har bandet gang på gang demonstreret, at deres "take" på dansksproget poprock kan noget helt særligt.

- Tilbage i maj tog de Spot Festival med storm. En måned senere indtog de uden besvær den største scene på NorthSide. Og få uger senere gik Roskilde-drømmen opfyldelse for fuld smadder.

Rock-giganter

Siden gennembruddet i starten af 00’erne, har Carpark North ikke set sig tilbage.

Billede beskrivelse

- De er en rock-gigant, der aldrig synes at have mistet pusten, men som med et særegent udtryk, der kompromisløst forløser musik på tværs af genrer, har givet os store hits og magiske øjeblikke. Carpark North kommer med både mørke og skønhed, når de lægger folket ned med en vild energi og fantastiske hitparader, fortæller arrangørerne.

Carpark North har opbygget et musikalsk univers bestående af alt fra eksplosiv stadion-rock båret af glødende guitarriffs til akustiske og melodiøse ballader.

- Den erfarne trio bestående af Søren Balsner, Morten Thorhauge og Lau Højen, er kendt for at levere unikke og enestående liveoplevelser med hits på stribe, altid toppet med en eksplosiv og international vibe, runder Casper Høgsted af. 

Billetsalget til Rock i Frederikshavn bliver skudt i gang fredag 24. november til Open By Christmas i Frederikshavn.

Se også
Rock i Frederikshavn er klar med de to første navne til næste års koncert
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste