Billede beskrivelse

Ny koncert-teaterforestilling ser dagens lys i Frederikshavn

22. februar 2023 kl. 09.00

Publikum kan opleve en helt ny type teaterforestilling, når Prinsens Musikkorps og skuespiller Niels Anders Manley gæster Frederikshavn Teaterforening 12. marts.

- "Drømmebilleder" er en genreleg mellem musik og teater, som udfordrer begge genrer og giver publikum en helt ny og anderledes koncertoplevelse.

Sådan beskriver slagtøjsspiller i Prinsens Musikkorps Rasmus Clemens den koncert-teaterforestilling, som kan opleves i Frederikshavn.

Her byder orkestret sammen med skuespiller Niels Anders Manley indenfor til en medrivende fortælling, hvor musikken og skuespillet smelter sammen, lyder det.

Omdrejningspunktet for den nyskabte forestilling er en gammel dagbog, der dukker op under en større oprydning.

Dagbogen viser sig at være et hidtil uset vidnesbyrd fra et almindeligt menneskes liv i 1800-tallet.

- Vi følger den unge Emil-Augusts rejse fra København til Paris gennem 1800-tallets Europa. På flugt fra krig og på jagt efter sit livs kærlighed.

Som lydtæppe ligger musik af de største danske og norske komponister fra perioden 1860-1920 - blandt andre H.C. Lumbye, Edvard Grieg m.fl.

- Drømmebilleder tager dig med på en musikalsk rejse og får dig til at reflektere. Hvad er det største aftryk, du har efterladt på verden? Hvad vil du blive husket for?

Prinsens Musikkorps er Flyvevåbnets eget orkester. Det består af 16 professionelle musikere, og orkesteret tjener både Kongehuset, Forsvaret og den danske befolkning.

Derfor spiller orkestret både ved officielle begivenheder samt egne koncerter for et bredt publikum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste