Nu tilbydes børn og unge i Nordjylland privat læseundervisning
Børn med læseudfordringer i Frederikshavn og omegn får fremover let adgang til professionel en til en-undervisning. I januar åbnede UndervisNord nemlig kontor i Kattegat Silo, hvor børn og unge tilbydes direkte og systematisk læse- og skriveundervisning.
Det fortæller UndervisNord.
- Forældre, der vil give deres børn og unge et målrettet undervisningsforløb, skal i dag køre langt efter tilbuddet, mens man i andre dele af landet har lettere adgang til privatundervisning. Det vil jeg gerne lave om på, siger Anja Rosa Qvist, der er indehaver af UndervisNord.
UndervisNord tilbyder blandt andet hjælp til læseudfordringer, forløb målrettet ordblindhed, karakterløft og støtte til eksamen. Alt sammen som individuelle undervisningsforløb.
- Nogle børn har en overgang brug for en mere nærværende og fokuseret undervisning for at opleve faglig udvikling og dermed genvinde selvtilliden og motivationen for at lære nyt. Hvis børn ikke får opfyldt sådan et undervisningsbehov i skoletiden, bliver barnet hurtigt koblet af med risiko for tab af viden, færdigheder og troen på sig selv, forklarer Anja Rosa Qvist.
Undervisningen hos UndervisNord tilrettelægges, så eleverne kan passe deres skole og fritidsinteresserer samtidig. Derfor tilbydes der også timer i weekenderne.
- Undervisningen hos mig skal være en turboindsats og et supplement til den daglige undervisning. Jeg ved, at skolerne gerne vil tilbyde mere, end de kan, og derfor tilbyder jeg også at samarbejde med skolerne, når forældre vælger at sende deres børn til mig. I fællesskab kan vi bedre hjælpe børnene videre i deres faglige udvikling og understøtte hinanden, siger Anja Rosa Qvist
Unge mennesker med journalistdrømme kan også få hjælp til at bestå de svære optagelsesprøver hos UndervisNord. Anja Rosa Qvist er nemlig uddannet indenfor både undervisning og journalistik og har erfaring med såvel læsevejledning, undervisning og skoleledelse som kommunikation og journalistik.