Nu starter sæsonen i lokalt bjesk-laug
Herregårdenes Bjesk Laug skyder nu en ny sæson i gang med udsendelse af et aktivitetsprogram til laugets 72 medlemmer. Programmet indeholder i år, ligesom tidligere, alsidige naturoplevelser, hvor medlemmerne kommer vidt omkring i det usædvanlige smukke nordjyske landskab for at samle urter, bær og planter, som skal bruges til fremstilling af bjesk.
I år skal vi også stifte bekendtskab med flere naturvejledere, både fra Frederikshavn, men også fra Hjørring og Brønderslev. De vil hver især fortælle, hvad der netop er af interesse i deres område. Traditionen tro er der selvfølgelig også et par arrangementer, såsom bjesk og pølser på Kæret og den sædvanlige julefrokost, som løber af stablen.
Herregårdenes Bjesk Laug
Herregårdenes Bjesk Laug blev stiftet i 2010 i samarbejde mellem de 3 Herregårde Bangsbo, Knivholt og Sæbygaard og er hjemmehørende i Frederikshavn Kommune. Bjesklaugets formål er at udbrede interessen og viden om bjesk – en kombination af fremstilling af bjesk, indsamling af planter, urter og bær, som egner sig til bjeskfremstilling og ikke mindst utallige gode naturoplevelser. Lauget er baseret på frivillighed med en nedsat bestyrelse. Det er en levende, dynamisk forening af medlemmer med et stort engagement og fælles interesse for planter, bær og urter, som er velegnet til fremstilling af bjesk.
Sammenhold og fællesskab spiller en stor rolle for bjesklaugets eksistensgrundlag. I bjesklauget er der plads til nybegyndere, som for første gang ønsker at tilegne sig viden om fremstilling af bjesk og udvikle et kendskab til, hvilke planter, urter og bær, der er egnede, og hvordan de skal bearbejdes, så de bliver til nydelse for krop og sjæl. Ligeledes har vi garvede medlemmer, der fortsat kan udvikle viden om bjeskfremstilling og videregive deres kendskab til andre medlemmer i Lauget.
Aktiviteter i Bjesklauget
Bjesklauget laver hvert år et aktivitetsprogram for medlemmerne, som bl.a. omfatter: Plukketure hen over sæsonen fra maj til oktober, vandreture i naturområde for at finde planter, bær og urter, der er aktuelle for sæsonen. På turene smager vi bjesk, hvor netop de aktuelle planter, urter eller bær er brugt som ingrediens og smagsgivere.
Vi finder også andre planter, urter og bær, der er egnede til bjesk, men hvor de skal høstes på et andet tidspunkt i løbet af sæsonen. Deltagerne kan altid få vejledning, opskrifter og inspiration på turene. De fleste udflugter og plukketure har næsten altid været med succes, men enkelte gange har foråret været koldt og ladet vente på sig, så vi har måttet lade os nøje med en frisk gåtur.
De mest udbredte smagsgivere gennem årene har været: Porse, Strandmalurt, Perikum, Agermåne, Tormentil, Gul Snerre, Havtorn, Klitrose, Slåen, Enebær, Kvan, Paradisæbler, Revlingebær, Røllike og Valnød. Men også mere sjældne ting som Vandmynte, Langstilket Filtrose, Engklaseskærm samt Tangurt. som er indsamlet på Egholm i Limfjorden har været aktuelle. Udover plukketure har programmet også omfattet besøg i museumshaver, hvor Læge- og Krydderurtebedene har været i fokus.
Vi har været inviteret indenfor i de gamle urtehaver til en guidet rundvisning, hvor kyndige naturvejledere har fortalt om planterne. Det har været interessanteture med masser af dufte- og smagsindtryk; krydret med facts og sjove ”røverhistorier” om de enkle urter.
Afsløring af Årets Bedste Bjesk
Et punktum på årets program har altid været "Årets Julefrokost". Arrangementet har været med stor deltagelse fra medlemmerne. Ud over en lækker julemenu er det en tradition, at medlemmerne selv medbringer deres egen hjemmelavede bjesk, som alle rundhåndet deler ud af, således alle kan smage, hvilke fortræffeligheder og nye påfund, der er lavet gennem årene. Ved julefrokosten afsløres vinderen af "Årets Bjesk".
Hvert år kan man deltage i konkurrencen en bjesk, der er lavet på en på forhånd given urt eller bær. Bjesken indleveres til et kompetent dommerpanel, der meget omhyggeligt udvælger den bedste. Det er selvsagt noget af en opgave for dommerpanelet at smage sig igennem 12 til 14 forskellige bjeske, og derefter vælge den absolutte bedste "Årets Bjesk".
Hvor kan du møde Herregårdenes Bjesk Laug?
I år kan du møde Herregårdenes Bjesk Laug ved en stand på "Bangsbo Blomsterfestival", som finder sted den første weekend i juni, nemlig 3. og 4. juni. I øvrigt kan man på Facebook og Herregårdenes Bjesk Laugs hjemmeside www.bjesklaug.dk læse om årets øvrige aktiviteter.