Virksomheder søger værtsfamilier til lærlinge og studerende
En række af de større virksomheder i Skagen står bag et nyt initiativ, der skal hjælpe unge lærlinge, elever og studerende til en god start, når de flytter til Skagen for at arbejde og uddanne sig. Virksomhederne søger derfor lokale værter, der har et ledigt værelse og ønsker at hjælpe med at sikre morgendagens kompetencer og arbejdskraft.
Flere brancher – bl.a. turisme, detailhandel, produktion og procesindustri, er udfordret af, at der er så få unge mennesker i Skagen, at det er en udfordring at skaffe elever/lærlinge nok.
Virksomheder, der arbejder med fx energioptimering og ny teknologi, har brug for, at studerende og kandidater fra bl.a. Aalborg Universitet vælger Skagen til i forbindelse med praktikforløb og ordinære jobs.
Derfor lancerer de største virksomheder i byen nu et nyt initiativ, der skal skubbe en væsentlig hindring af vejen: Et sted at bo. Der er ikke et tilstrækkeligt udvalg af boliger for unge studerende og lærlinge i Skagen. Så derfor opfordrer virksomhederne lokale værtsfamilier, der kan være med til at give en studerende i studiepraktik eller en ung elev/lærling tag over hovedet og en god start i Skagen.
- Mange af vores unge rejser ud i verden for at uddanne sig. Det er godt. Men det betyder, at vi har brug for at rekruttere unge udefra. Et sted at bo til en pris, som unge lærlinge og studerende kan betale, er et udtalt behov. Den slags boliger har vi kun få af i Skagen, så vi har fået en alternativ idé: Lokale værtsfamilier, der giver en ung lærling eller studerende tag over hovedet i en periode, indtil den unge selv finder en bolig, udtaler Susanne Nielsen. HR-Manager, Scandic Pelagic, Skagen.
Bag idéen står en række af Skagens største virksomheder, der samarbejder med Skagen Erhvervsforening, Skagen Byting og Movenorth, Frederikshavn Kommune samt MARTEC og UCN om initiativet ”Fremtidens kompetencer i Skagen”.
Projektet har til formål dels at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til faglærte og ufaglærte jobs i Skagen – dels at synliggøre og initiere karrieremuligheder for studerende og fremtidig højtuddannet arbejdskraft.
Fedt at bo i Skagen
Susanne Nielsen og hendes familie har i en periode været værtsfamilie for en lærling, der arbejdede hos FF Skagen.
Han kunne have boet på skolehjem i Frederikshavn, hvis der var plads, og køreplanen havde matchet arbejdstiderne. Da alle andre muligheder var udtømte, valgte Susanne og familien at tilbyde den unge færing et værelse, indtil han fandt en bolig efter tre måneder.
- Vi tror på, at der er et uudnyttet potentiale i Skagen, som vi gerne vil aktivere. Vi er gode værter for vores gæster, og når vi viser de unge, der kommer her for at arbejde og uddanne sig, gæstfrihed ved at åbne vores hjem, så giver vi dem mulighed for at opleve, at det faktisk er ret fedt at bo i Skagen. For de helt unge, der flytter direkte hjemmefra, betyder det, at der er nogle voksne, der kan hjælpe med de basale ting. Det kan betragtes lidt som at have en udvekslingsstudent boende, siger Susanne Nielsen.
Hvor meget, man ønsker at engagere sig, er op til den enkelte værtsfamilie. De unge, der har brug for et sted at bo, har forskellige profiler og behov. Nogle er fx elever inden for turisme eller detailhandel eller lærlinge i industrien. Det kan være enten helt unge eller voksenlærlinge. Andre er studerende – enten etniske danskere eller udlændinge. Det kan også være unge sæsonarbejdere. Fælles for dem er, at de har brug for et midlertidigt sted at bo, de betaler husleje og tager del i de daglige gøremål i husstanden.
Finder det rigtige match
To ressourcepersoner sørger for at skabe kontakt mellem værtsfamilier og unge, der har brug for logi.
Birthe Borum, tidligere skoleleder på bl.a. Skagen Skole og Jens Vadet Poulsen, der tidligere var skoleleder på Brovandeskolen har begge rod i Skagen. De har mange års erfaringer med at skabe relationer mellem mennesker.
Birthe og Jens har overblikket over de unge, der søger en værtsfamilie, og de hjælper med at finde det ”rigtige match”.
- Vi er glade for at to så kompetente og erfarne ressourcepersoner som Birthe og Jens går i front for det her initiativ. Vi håber på, at finde 5-10 værtsfamilier, som sammen med Birthe og Jens finder et godt match. I samarbejde med MARTEC arbejder vi på at rejse fondsmidler til at ansætte en tovholder, der skal arbejde med de unge om sport, sociale events og andre fritidsaktiviteter for at skabe et socialt og involverende fællesskab i projektet, siger Susanne Nielsen, HR-Manager, Scandic Pelagic.
Hen over sommeren håber initiativtagerne at høre fra familier i Skagen, der har et ledigt værelser og overvejer at blive værter for en lærling, elev eller studerende.
Birthe Borum og Jens Vadet Poulsen er klar til at bringe unge, der kommer til Skagen for at uddanne sig eller arbejde, sammen med lokale værtsfamilier.
Ring eller skriv - Birthe og Jens står klar til at hjælpe!
Birthe Borum
Mail: birtheborum@gmail.com
Telefon: 31 68 66 06
Jens Vadet Poulsen
Mail: jensvadet@gmail.com
Telefon: 29 80 62 74
FAKTA
Formålet med projektet er:
1. tiltrække kvalificeret arbejdskraft til faglærte og ufaglærte jobs i Skagen
2. synliggøre og initiere karrieremuligheder for studerende og fremtidig højtuddannet arbejdskraft
Familierne kan blive vært for:
En ung, der er elev/lærling i fx industri, turisme eller detailhandel.
En ung etnisk dansker, der er studerende på UCN*) eller AAU*)
*) University College Nordjylland og Aalborg Universitet
En ung udenlandsk studerende fra UCN eller AAU
En voksenlærling/-elev i fx industri, turisme eller detailhandel
En ung sæsonarbejder i fx industri, turisme eller detailhandel
Projektets partnere:
UCN – University College Nordjylland. Kontakt: Tue Werner Mikkelsen, International konsulent
Martec – Maritime and Polytechnic College. Kontakt: Underdirektør Brian Thomsen
Scandic Pelagic A/S. Kontakt: Susanne Nielsen, HR Manager
Color Hotel Skagen. Kontakt: Direktør Rikke Gandrup
Karstensens Skibsværft. Kontakt: HR Manager Diddan Rahn Karstensen
Skagen Erhvervsforening. Kontakt: Direktør Allan Kastor Andersen
Skagens Kunstmuseer. Kontakt: Direktør Lisette Vind Ebbesen.
Frederikshavn Kommune, Move North. Kontakt: Tiltrækningskoordinator Kåre Holdt Madsen