Mogens Hosbond grundlagde bilkoncernen i 1995, og han byder nu Mikkel Hosbond velkommen som ny driftsdirektør
Mennesker

Varm velkomst: Mikkel Hosbond får ansvar for fire nordjyske bilhuse

22. april 2022 kl. 10:14

Mikkel Hosbond tiltræder 1. maj som driftsdirektør hos den nordjyske bilkoncern, og får ansvaret for driften af fire bilhuse i Aalborg, Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn.

Mikkel Hosbond, der er uddannet cand. merc. i økonomistyring fra Aalborg Universitet, har de seneste fem år arbejdet med implementering af en række procesoptimeringer hos Brdr. Hosbond.

Han har de sidste tre år været en del af ledelsen, og har varetaget flere ansvarsområder på tværs af virksomhedens afdelinger, ligesom han har beskæftiget sig med økonomistyring.

Personlig og tillidsfuld oplevelse

Med sin indtræden som driftsdirektør får Mikkel Hosbond ansvaret for driften af koncernens fire bilhuse, og han ser frem til at videreføre virksomhedens kundeorienterede strategi:

- Bilbranchen står foran en periode med masser af spændende forandringer, og jeg glæder mig til at arbejde med de muligheder, som de nye tider bringer med sig, siger Mikkel Hodbond i en pressemeddelelse.

- Som en af de førende bilkoncerner i Nordjylland skal vi være forandringsparate, og helt på forkant med omstillingen til det nye elektrificerede bilmarked. Når det så er sagt, så må vi ikke glemme de hundredtusindvis af traditionelle biler, der stadigvæk skal serviceres de næste mange år. For selv om forbrugernes adfærd bevæger sig i en mere digital retning, så holder vi fast i de kerneværdier, der har været et succesfuldt grundlag for vores forretning i snart 27 år - nemlig, at det skal være en god personlig og tillidsfuld oplevelse, at være kunde hos Brdr. Hosbond.

Næste generation på banen

Direktør Mogens Hosbond, der også ejer Brdr. Hosbond A/S, glæder sig over at næste generation af familien nu træder ind i direktionen:

- Mikkel har i snart fem år været en del af firmaet, og han har involveret sig i alle forretningsområder i vores afdelinger, og har stor andel i de resultater vi har opnået. Ledelsesmæssigt har han været en gevinst for virksomheden, og har vist, at han er klar til at bære en del af ansvaret. Det er desuden naturligt, at Mikkel træder ind i direktionen nu, da vi i den nærmeste fremtid indleder et rullende generationsskifte.

Brdr. Hosbond er Nordjyllands største Ford forhandler. Fra koncernens afdelinger i Brønderslev, Aalborg, Hjørring og Frederikshavn, sælger Brdr. Hosbond flere end 3.000 nye og brugte biler om året, og har flere end 10.000 biler gennem virksomhedens værksteder.

Afdelingen i Hjørring er også autoriseret Mazda forhandler, og Brdr. Hosbonds afdeling i Aalborg er en af blot seks officielle FordStores i Danmark, der er autoriseret til at sælge de benzindrevne Ford Mustang GT.

Annonceret indhold

Nyeste