Anne Linnet synger julen ind i Abildgård Kirke
FREDERIKSHAVN: Anne Linnet kommer til Frederikshavn, når hun søndag den 29. november – første søndag i advent – giver julekoncert i Abildgård Kirke.
Bag arrangementet står Lille-Skole for Voksne, og overskuddet fra koncerten går til skolens aktiviteter.
Hos skolens leder, Mette Edelved Petersen, er der stor glæde over at kunne præsentere Anne Linnet.
- Det er med både stor glæde og stolthed, at vi kan fortælle, at Anne Linnet kommer til Frederikshavn. Hun er en af Danmarks allerstørste og mest elskede kunstnere, og det betyder meget for os at kunne skabe en koncertoplevelse, hvor musik, nærvær og fællesskab går hånd i hånd. Julen handler netop om at samles, mærke hinanden og skabe varme i den mørke tid, og det er præcis den stemning, vi håber vil fylde Abildgård Kirke denne aften, siger Mette Edelved Petersen.
Kendte sange og julemusik
Anne Linnets julekoncerter har gennem årene udviklet sig til en tradition, hvor publikum mødes i landets kirker til musik, eftertanke og fællessang.
Repertoiret spænder fra julemusik til en række af Anne Linnets kendte sange. Publikum kan blandt andet høre Forårsdag og Barndommens Gade, ligesom der bliver traditionelle julesange, hvor publikum inviteres til at synge med.
Koncerten byder også på nyere musik.
I december 2025 udvidede Anne Linnet sit julerepertoire med sangene Julefred, Juleønsket og De Engle Vi Ikke Ser.
Anne Linnet ser selv frem til igen at besøge de danske kirker:
- Jeg glæder mig hvert år til at komme rundt i landet og synge julen ind sammen med publikum i de smukke kirkerum. Der opstår noget helt særligt, når vi er samlet om musikken. Et fællesskab, hvor der er plads til både glæde, eftertanke og nærvær. Julen åbner et rum i os, hvor vi kan mærke både os selv og hinanden lidt tydeligere. Det er den stemning, jeg håber, vi skaber sammen igen i år, siger Anne Linnet.
Tre musikere med på scenen
Ved koncerten får Anne Linnet selskab af Kasper Falkenberg på guitar, Markus Lindell på klaver og Julie Lindell på kor.
Anne Linnet har siden 1970'erne været en markant skikkelse i dansk musik. Gennem årtierne har hun skrevet og udgivet en lang række sange, som har fundet vej til flere generationer af danskere.
Julekoncerten finder sted søndag den 29. november 2026 i Abildgård Kirke i Frederikshavn.
Billetter sælges via Billetten.dk.