
Unge samler stort beløb ind til udsatte børn
Med kampråbet "børn støtter børn" kunne fritidsklubben HotSpot for nylig overrække en betragtelig sum penge til Barnets Blå Hus, som er et behandlingstilbud for børn og unge fra familier med misbrugsproblemer.
De unge fra HotSpot har i et par måneder samlet penge ind på flere fronter.
Børnene har fremstillet ting i krea, som de har solgt til julemarked på Knivholt.
De har samlet skrald og har indgået sponsoraftaler med virksomheder fra det lokale erhvervsliv, der giver 40 kroner per kilo indsamlet skrald. Børnene samlede hele 181 kilo skrald ind i nærområdet.
Og de har samlet tusindvis af flasker ind - faktisk hele 6098 af slagsen.
Projektet blev skudt i gang mandag i uge 9, og sluttede ved udgangen af april. Tirsdag 9. maj oprandt så et meget højtideligt øjeblik for børnene, da de kunne fremvise en check på ikke mindre end 12.756 kroner i Barnets Blå Hus.
- Det har været rigtig sjovt, og jeg har nydt at samle skrald og flasker ind. Jeg synes, det er rigtig godt, at man giver halvdelen af pengene til Barnets Blå Hus, fortæller Tobias Thorning Jacobsen, der er medlem af fritidsklubben.
Og det var en berørt Anne Marie Thusgaard fra Barnets Blå Hus, der kunne tage imod:
- Jeg er meget rørt. Det at børn har forståelse for, at andre børn har det svært, og så oven i købet gør en indsats - det er jo fantastisk. Pengene skal bruges på at give udsatte familier nogle særlige oplevelser og gode minder i rygsækken, sagde hun.

Baggrunden for projektet skal findes i, at man i klubben den seneste tid har arbejdet med fællesskabelse og børns trivsel.
- I kølvandet på coronapandemien handler samfundsdebatten for tiden om børn og unges ensomhed og mistrivsel. Derfor har vi i HotSpot besluttet, at alle pædagogiske tiltag for en periode skal handle om fællesskabelse. Vi er bevidste om, at bevægelsen ”at skabe noget sammen” er medvirkende til, at man føler man er en del af noget større, siger pædagog Mikkel Egelund.
- Fællesskabsfølelsen skal både ses i forhold til hinanden og i et større perspektiv i forhold til medmenneskelighed og medansvar for vores samfund - altså bidrage til børnenes dannelse, supplerer han.
Det indsamlede beløb deles ligeligt mellem børnene i HotSpot og Barnets Blå Hus.