Billede beskrivelse

Uddannelse til alle unge

Arbejdsmarkedsudvalget deler erfaringer med nabokommuner

04. maj 2018 kl. 11.20

FREDERIKSHAVN: Alt for mange unge er stadig uden for uddannelsessystemet og har dermed ringere muligheder på et arbejdsmarked, der ellers tørster efter kvalificeret arbejdskraft.

Derfor vil Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt Kommuner nu skærpe indsatsen over for de unge. Et nyt fokus skal få flere 16 til 24 årige i uddannelse.

Kommunerne mødes derfor til et to-dages seminar for at fortælle om egne indsatsområder og dermed drage nytte af hinandens erfaringer.

I Frederikshavn Kommune er ledige unge allerede genstand for stor opmærksomhed.

Dels gennemfører alt for mange unge ikke en grunduddannelse i Folkeskolen, der gør det muligt for dem at komme i gang med en ungdomsuddannelse - de er nemlig ikke uddannelsesparate - og dels er der mange der dropper ud af ungdomsuddannelserne.

Derfor mødes Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt Kommuner for at finde frem til nye veje, der kan føre de unge fra folkeskolen ind på ungdomsuddannelserne og videre ind på arbejdsmarkedet.

Blandt andre Center for Ungdomsforskning kommer med input, og politikerne fra de fire arbejdsmarkedsudvalg skal dele erfaringer om, hvad der virker.

- Det er som udgangspunkt kommunernes ansvar at motivere de unge til uddannelse, og vi skal lære af hinanden, men opgaven kan vi kun løse i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne. Det er vigtigt, at de unge uddanner sig, både for deres egen skyld, men selvfølgelig også fordi virksomhederne i kommunen mangler kvalificeret arbejdskraft, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune, John Karlsson.

Byrådet i Frederikshavn Kommune har afsat 6 millioner til målrettede indsatser for unge i 2018.

En del af disse midler bliver brugt på at lave målrettede uddannelsesforløb for unge på EUC Nord og til at fastholde de unge i ungdomsuddannelse, når og hvis tingene bliver svære - enten faglig og/eller personligt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste