Billede beskrivelse

Topchefen, der tog kommunen til sig, siger nu farvel

Der er en god del Mikael Jentsch i det nye Frederikshavn

27. august 2021 kl. 15.16
Opdateret kl. 15.29

FREDERIKSHAVN: Fredagen blev et stærkt farvel til en kommunal leder, der er blevet indbegrebet af Frederikshavn efter næsten 30 år i kommunens tjeneste.

En leder, der akkurat som de mest modige ministre på Borgen har modtaget en del ”næser” gennem sit mangeårige ledervirke, men som blev klappet ind i byrådssalen, da medlemmerne enstemmigt havde valgt ham som ny kommunaldirektør. Det skete i 2012 og hurtigere, end politikerne kunne stave til Mikael Jentsch.

Billede beskrivelse

Hovedpersonen selv var synlig rørt over tilliden, da drømmejobbet var en realitet.

- En af vore egne. Endelig en topchef, der bor i kommunen. En intelligent og dygtig mand med en smittende latter og godt humør, lyder reaktionerne.

- Der findes ikke en mere veluddannet kommunaldirektør, der i praksis har prøvet det hele og kender kommunen til bunds. Mikael har jo været her altid, lød det fra daværende byrådsmedlem Anders Gram Mikkelsen (S) - som i sin tid var med til at ansætte ”en ung, genert sønderjyde, der har udviklet sig fra en skrivebordsatlet til Danmarks bedste stand up-direktør, der i dag også tør stå midt i en forsamling og øse af sin viden og visioner”.

Billede beskrivelse

Pessimister mente, at Mikael Jentsch satte sig på øretævernes holdeplads. At det var op ad bakke. Økonomisk krise, affolkning og udkantsdanmark.

Og de fik ret, da økonomi- og indenrigsministeriet truede med at tage kommunen under administration.

Men for en modig strateg var det blot endnu en udfordring, og i dag fylder håndteringen af netop den situation en del for Mikael Jentsch, når han ser tilbage på sit virke som kommunaldirektør.

- Det er det, jeg er mest stolt af - altså at vi lykkedes med at komme igennem den store krise, som vi stod i økonomisk i 2014 og 2015.

- Det var en kæmpe omstilling i den kommunale organisation - og et stort arbejde både administrativt og politisk, fastslog han lige forsommeren.

Og det fik han et velment cadeau for ved receptionen, da den nye mand i kommunaldirektørstolen - Thomas Eriksen - understregede, at Mikael Jentsch netop har præsenteret et budget med sammenhæng også i alle overslagsårene.

Billede beskrivelse

Én af dem, der har arbejdet allernærmest sammen med Mikael Jentsch, er borgmester Birgit S. Hansen.

I næsten otte år har de to udgjort et makkerpar.

Hun hæfter sig særligt ved den afgående kommunaldirektørs engagement i udviklingen af Frederikshavn Kommune.

- Mikael Jentsch har spillet en stor rolle i forhold til omstilling til vores fire vækstspor - altså, hvor vi arbejder rigtigt meget med det maritime, med energi, med turisme og fødevarer. Og hele den udvikling af vores område med at se muligheder og at få fortalt det til verden.

- Vi har stået på broen - også når det har blæst. Vi har grinet - men vi har aldrig grædt. For det er det nemlig ikke værd, lød det fra borgmesteren i en tale ved den meget velbesøgte afskedreception - en tale, der var spækket med morsomme episoder fra de mange års tætte parløb.

Med stort F

Som tilflytter kan man altid spørge sig selv om, hvorvidt man har taget området så meget til sig, at man kan kalde sig frederikshavner.

Direktør Karl-Erik Slynge, var ikke i tvivl om, at Mikael Jentsch var blevet så godt integreret, at det prædikat var rimelig at hæfte på ham.

- Du har haft kæmpe betydning for Frederikshavns udvikling, lød det fra direktøren,

Og det er helt sikkert rigtigt, selv om tilløbet har været langt. 80.000 km. Om året i en lang årrække.

Billede beskrivelse

Mikael Jentsch pendlede nemlig til og fra arbejde.

Først fra Frederikshavn til Odense - og så den modsatte vej.

I 2002 var det slut med de mange timer på landevejen. Han kørte bilen i garage, trak håndbremsen og gik de få skridt fra funkisvillaen på Ørnevej til kontoret på rådhuset, hvor han netop var blevet udnævnt til ”ordførende direktør”.

Retrospektivt

Men lad os lige tage hans CV for årene op til 2004.

Mikael Jentsch er født og opvokset i Kolding, læste statskundskab på Århus Universitet og blev cand. scient. pol.

I 1988 fik han job i teknisk forvaltning i Vejle Kommune.

Året efter tiltrådte han en nyoprettet stilling som vicestadsingeniør i Frederikshavn Kommune.

Billede beskrivelse

I april 1995 blev han vicedirektør i Miljø og Teknik i Odense Kommune. I halvandet år kørte han frem og tilbage, inden familien i 1996 flyttede til Odense.

Så fik han jobbet som teknisk direktør i Frederikshavn Kommune - og begyndte nu at pendle den modsatte vej.

I 2002 flyttede familien til Frederikshavn igen.

Og her bliver de, selv om de daglige gåture fra funkisvillaen på Ørnevej, ned ad Høgevej, over P-pladsen til Rådhuset er en saga blot. I hvert fald hver morgen mod øst og hver aften mod vest.

Så frederikshavner, det er han blevet.

Men påvirkningen er også gået den anden vej – der er nemlig også en god del Mikael Jentsch i det nye Frederikshavn.

Hør blot hvad Mikael Jentsch sagde lige før kommunalreformen.

”Det Nye Frederikshavn er en by, hvor der er plads til alle, de skæve, de kreative, de solide, der skaber rugbrødet, til fyrtårnene og til iværksætterne. Byens fysik skal udvikle sig, men ikke overdøve den flotte natur. Et højhus kan være et vigtigt signal, men vi skal ikke byge syv højhuse.

Og så skal Frederikshavn være en by som man ikke kun forlader som ung, men også en by man vender tilbage til.

Det er godt, at ungdommen rejser ud og uddanner sig, men vi skal give dem en opvækst med så gode oplevelser, at de får trangen og lysten til at vende tilbage.”

Den lader vi lige stå.

For hvis vi retrospektivt vurderer udtalelserne, så er vi nået langt på den rejse.

Godt set af den kommunale strateg, der nu stopper arbejdslivet efter kalenderfyldte dage, hvor andre har lavet aftalerne for ham.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste